Når først politiet kommer, har systemet svigtet
Politiforbundets formand peger på et problem, der synes svært at løse. Flere og flere sager med psykisk syge ender som politiets opgave. Den opgave burde systemet have kunnet løse, før det kom dertil.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Forleden kom formanden for Politiforbundet, Heino Kegel, med et opråb ved juletid: Hans medlemmer er politibetjente, ikke socialarbejdere.
Han påpegede, at politiet oftere og oftere står i situationer, hvor de agerer brandslukkere over for personer med psykiske problemer. Og hans pointe er ikke, at medlemmerne af Politiforbundet ikke gider udføre denne form for opgaver, men dels at omfanget er vokset over en årrække, dels at det i virkeligheden er en ringe løsning for de mennesker, der er i psykisk nød.
Kegels opfordring til politikerne er lige så klar, som den er rimelig: Gør nu for pokker noget for de mennesker, der har det skidt med sindet og sig selv. Som politiformanden sagde, så er det ikke flere penge til politiet, der kan løse det problem. Der skal tages anderledes fat et helt andet sted, hvis disse mennesker skal hjælpes på en ordentlig og værdig måde.
Dermed spiller han bolden over til de politikere, der jævnligt sætter hovedet lidt medfølende på skrå og bedyrer, at der er hjælpepakker og akuttelefoner på vej. Det er også fint nok.
Men noget tyder på, at der er noget galt med systemet. At velfærdssamfundet tilsyneladende lader for mange gå, til der sker en ulykke, eller at vedkommende er kommet så langt ud, at det kan være næsten umuligt at få ham eller hende på ret køl igen.
Det er svært at få hold på, hvad der er galt. Hvor samfundets fintmaskede net ikke opfanger signalerne, eller hvor behandlingen måske mere er symptombehandling end en, der virker mere grundlæggende for fremtiden. Systemerne er der, og det vil også være naivt at forestille sig, at man kan undgå menneskelige tragedier, ligegyldigt hvor effektivt man formår at tage hånd om mennesker, der er ramt af psykisk sygdom.
Men et provokerende spørgsmål kunne være, om systemet er blevet så meget system, at det handler for meget om skemaer og budgetter end om at se mennesker? Der er ingen tvivl om, at det danske velfærdssystem rummer alle de værktøjer, der skal til for også at kunne tage sig af de mennesker, der ikke altid formår at gå den lige vej. I hvert fald på papiret.
Men bliver systemerne nogle gange deres egne værste fjende?
Heino Kegels analyse, der bunder i hverdagens opgaver, tyder i hvert fald på, at der må være noget, der skal gøres bedre i forhold til at passe på sårbare mennesker i samfundet. Af og til dukker også historier om overbelægning på psykiatriske afdelinger og ressourcemangel på behandlingssteder op og peger dermed i samme retning.
Psykisk sygdom er ikke et emne, der vinder valg, endsige flytter stemmer. Man kan sige alt det rigtige og velmenende, men når det kommer til at skabe rammerne for det praktiske, er det pludselig langt væk fra både den politiske virkelighed - og den verden, som mennesker, der ikke har psykisk sygdom tæt på kroppen, færdes i.
Psykisk sygdom er politisk usexet, og hvis man lover at tilføre flere midler, må den hellige grav være velforvaret. Så snakker vi ikke mere om det - indtil næste gang, der dukker advarsler eller ulykkelige hændelser op.
Derfor er Heino Kegels løftede finger værd at bemærke. Hans medlemmer ser virkeligheden hver dag - også den, politikerne og vi andre nogle gange forsøger at vende ryggen til. Psykisk sygdom er derude, iblandt os, i alle afskygninger, og dybest set handler det om at evne at se mennesker som mennesker - også dem, der rubriceres som patienter eller klienter. Det bliver nemt langt dyrere, både økonomisk og menneskeligt, at reparere frem for at forebygge.