Vil jublen i Syrien vare til foråret?
Syriens diktator Assad er over alle bjerge. Men hvad kommer i stedet? Håb er en relativ størrelse, når det gælder Mellemøsten.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Der er jubel i Syrien – og blandt de syrere, der gennem årene er flygtet fra Assads brutale regime.
Andengenerations-diktatoren er flygtet fra det land, han har regeret, siden han overtog efter sin far, Hafez al-Assad i 2000. Og man forstår ham. Konventionsfunderet rettergang var givetvis ikke det, der havde ventet ham, hvis han var blevet. Højst sandsynligt var det endt som kollegerne Saddam Hussein og Moammar Gaddafi.
Men det er jubel med et vist metallisk ekko. For Mellemøsten er ikke til punktummer. Hver gang, en epoke afsluttes, ofte blodigt, åbner det for nye muligheder, men også for nye konflikter, flere blodsudgydelser.
Således også i Syrien. Javist, Assad er tilsyneladende fortid. Men hvad kommer i stedet? I øjeblikket står Abu Mohammed al-Jawlani i spidsen for situationens generalstab. Hans organisation, Hayat Tahrir al-Sham, står på såvel USA som EU’s terrorliste, og er det virkelig det, man skal sætte sin lid til for et fredeligt Syrien?
At en islamistisk terrorist skulle være bedre end en diktator, støttet af Putin og præstestyret i Iran? Det er der ingen grund til at juble over.
Det, der begyndte som ”det arabiske forår” i 2011, og som gav håb om nye og bedre tider for underkuede befolkninger i Mellemøsten og Nordafrika, blomstrede hurtigt og brutalt af, ikke mindst i Syren, hvor Assad, takket være støtten fra sine bøllevenner, fik slået ethvert forsøg på ændringer ned.
Vesten stod magtesløs over for den brutale fremfærd og måtte i stedet indkassere en del af ekstraregningen i form af flygtningestrømme.
I det hele taget har Vesten aldrig haft en særlig heldig hånd med at håndhæve det, vi forstår ved selvindlysende spilleregler. I Irak fik man væltet diktatoren Saddam Hussein, men fjernede dermed samtidig den spinkle konstruktion, landet var – bygget på Baath-partiets enevælde. I Libyen gik samfundet også nærmest i opløsning, da Moammar Gaddafi forsvandt.
Og Afghanistan? 20 års kostbar indsats blev blæst over ende af Taliban som en hvirvelvind, hvor man nu kan konstatere, at det sønderrevne land nu er tilbage ved det mørke nul igen.
Tiden, vi lever i, savner ikke verdenshistoriske momenter, der rykker ved de tektoniske samfundsplader. Når de syriske oprørere havde held af at vælte Assad på godt 14 dage, skyldtes det, at de fik muligheden for den perfekte storm. Israel har mørbanket støtterne i Teheran og Hizbollah, og Putin har hænderne fulde i Ukraine. Derfor stod Assad alene tilbage, og beviste dermed, hvor vakkelvornt selv et ellers brutalt og stålsat regime kan være. Det kan så være en huskekage til andre diktatorer rundt omkring i verden: Kig jer altid over skulderen. Der kan hurtigt komme et eller andet ubehageligt bagfra …
Imens kan vi følge udviklingen i Syrien. Meget mere end forsigtig optimisme tilsiger historien os ikke at have.
Men måske kan samme historie huske os på, at det vil være gavnligt at lade syrerne klare ærterne selv. Det er deres land, og en del af optimismen ligger også i, at flere af de syrere, der flygtede fra Assad, blandt andet til Danmark, nu giver udtryk for, at de vil tilbage og hjælpe med at få sat skik på deres fædreland. For eksempel ved at foranstalte frie, demokratiske valg.
Sker det, vil det for alvor være noget, der giver løfter for fremtiden. Det kan man kun ønske dem al mulig held med. De får brug for det.