Hvad er Vestens røde linjer, når vi taler om fred i Ukraine?
Moskva venter store indrømmelser i bytte for fred i Ukraine. Det er på høje tid, at Vesten sammen med Kyiv definerer, hvor vi vil trække grænsen i fremtidige forhandlinger.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Lad os ikke være naive: Det bliver djævelsk svært at stifte fred i Ukraine og ikke mindre kompliceret efterfølgende at håndhæve den.
Der foregår hektiske sonderinger i Ukraine-spørgsmålet, og intensiteten vil kun tage til i takt med nedtællingen frem mod Donald Trumps overtagelse af præsidentembedet. Med udnævnelsen af general Keith Kellogg som særlig udsending til Rusland og Ukraine har Trump gjort et sobert, men ikke sprudlende valg. Den 80-årige Kellogg kan trække på rig erfaring, men har begrænset indsigt i forholdene i de to lande, som han helst i lyntempo skal overtale til at indgå en våbenhvile.
Europæerne er også kommet op i gear med et sjældent Kyiv-besøg fra kontinentets politiske lurepasser nr. et, Tysklands kansler, Olaf Scholz, en gryende erkendelse fra præsident Volodymyr Zelenskyj om, at en fred formentlig vil involvere ukrainske territoriale indrømmelser, og en velkommen opsang fra Natos nye generalsekretær, Mark Rutte, der opfordrede til mindre snak og flere våben til ukrainernes forsvar. Snak om en løsning af Ukraine-konflikten er der nok af. Desværre er den selvsikkerhed, hvormed der luftes idéer, ofte omvendt proportional med indsigten i situationen i Ukraine og forståelsen af de faktiske forhold i Putins Rusland.
Det sidste først: Rusland er og bliver den største ubekendte frem mod eventuelle forhandlinger. Skal man tro debatten i Moskva, er en våbenhvile langs den nuværende front et fornærmende ringe tilbud for Kreml, som har kig på intet mindre end en nyordning af europæisk sikkerhedspolitik. Altså ikke Minsk-3, men nærmere Jalta-2.
Nu er det ikke ganske utænkeligt, at Kreml puster sig op for at forekomme maksimalt truende og dermed vinde i statur – potemkinkulissen er trods alt en russisk opfindelse – men det kan heller ikke udelukkes, at russerne faktisk mener, hvad de siger. For idéen om fundamentale ændringer i Europas sikkerhedsarkitektur, der i praksis ville give Rusland mulighed for at genetablere sin interessesfære i den tidligere Sovjetunion, har stået på dagsordenen i Moskva siden før februar 2022.
Det bør naturligvis være komplet udelukket, at Vesten ser højt på princippet om national selvbestemmelse og lader stater, der ønsker demokrati og deltagelse i vestlige alliancer, i stikken. Den stejle russiske position rejser imidlertid spørgsmålet om, hvad Ukraine og Europa egentlig kan acceptere for at opnå fred i en situation, hvor Rusland har vundet noget terræn de seneste 12 måneder, men er langt fra at indfri selv sine minimale krigsmål?
Det er populært at gisne om Putins røde linjer, skønt det næppe er et begreb, man seriøst opererer med i Rusland, men hvor går vores egne? Den ukrainske politolog Anton Shekhovtsov har prøvet at etablere mindstemålet for en fred, der vil kunne sikre Ukraines fremtid og stikke en kæp i hjulet på russisk ekspansionstrang: »Den simpleste definition er et Ukraine, der er tungt bevæbnet, fuldt integreret i EU og sikret af mur- og nagelfaste garantier fra adskillige Nato-stater (en koalition af de villige),« lyder hans bud.
Det er mindre end den genetablering af Ukraine inden for grænserne fra 1991 og det snarlige Nato-medlemskab, som (fuldt forståeligt) har været det ukrainske maksimumsprogram. Men det kunne danne en realistisk basis for at skabe et frit og økonomisk stærkt Ukraine, der kan overleve på lang sigt og i bedste fald skubbe på forandringer i Rusland.
Til gengæld ville det kræve en vestlig kraftanstrengelse for at afkorte ukrainernes vej ind i EU og et langsigtet substantielt engagement med massiv militærhjælp og formentlig vestlige tropper på ukrainsk territorium. Det ville ikke være nogen nem opgave at løfte, men ethvert alternativ kunne blive meget værre både for ukrainerne og for os.