Effektiv afskrækning er mere end våben – det handler også om samfundets robusthed

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Skibet har ligget i flere døgn uden for Grenaa som et synligt symbol på en forandret verden. Mistanken mod det kinesiske fragtskib ”Yi Peng 3”’ for med vilje at have ødelagt datakabler på sin færden i Østersøen er ikke den eneste hovedpine for en lille nation med en strategisk vigtig beliggenhed. Også Ruslands såkaldte skyggeflåde, som transporterer billig olie og undgår sanktionerne, sejler gennem de danske stræder.

Danpilot har opgjort, at der hvert år passerer omkring 70.000 skibe gennem Storebælt og Øresund til og fra Østersøen. Det svarer til knap 200 skibe i døgnet. Det er en næsten umulig opgave at holde øje med, om alle skulle have rent mel om bord.

Og det er ikke i Danmarks interesse at være nidkær, mistroisk og gå kontant til værks. Fri sejlads er et kerneområde for søfartsnationen Danmark, som har sendt soldater afsted netop for at forsvare den frie sejlads, både for at bekæmpe Houthi-bevægelsens angreb på civile skibe i Det Røde Hav og for at bekæmpe pirateri ud for Afrika.

Emnet er helt centralt i Det Sydkinesiske Hav, hvilket i sig selv komplicerer det forhold, at det netop er et kinesisk fragtskib, som er impliceret.

Ud over at det er en alvorlig sag og ret beset også ulovligt at tilbageholde et skib, så viser problematikken, at der skal mere til end Søværnets begrænsede ressourcer, hvis danske farvande skal overvåges.

Den illustrerer nemlig også, at Danmark og Vesten er trådt ind i en ny tidsalder, som stiller større krav til både samfundsrobusthed og samfundsopmærksomhed.

På havbunden ligger anslået 4.000 km kabler og rør, som har det til fælles, at de udgør en vital del af Danmarks forsyning: olie, gas, el, tele, data – selvfølgelige ting, som får hverdagen til at hænge sammen både for den enkelte og samfundet. Da Beredskabsstyrelsen udsendte en pjece med gode råd til, hvordan man skal forberede sig på tre dage uden el og vand, var det en lille hilsen fra virkeligheden. Tager man til Norge og Sverige forstørres den – de nordiske naboer er blevet bedt om at forberede sig på at kunne klare sig selv i endnu længere perioder.

Infrastruktur er oplagte mål for den såkaldte hybride krigsførelse. For alle, som ikke har nogen erindring om Den Kolde Krig, kan både pjecen og det faktum, at et helt almindeligt handelsskib mistænkes for at stå bag sabotage, blive en brat opvågning til en helt anden virkelighed end den, som de er vokset op med.

Installationer som Regan Vest og Stevnsfortet fra de anspændte år under Den Kolde Krig står som museer og monumenter og levn fra svunden tid, da Warszawapagten og Nato holdt hinanden i skak. Læren fra den tid er, at det ikke kun var på Stevnsfortet og soldaten, som på – angiveligt Forsvarets kedeligste vagt – havde til opgave at stirre ud over Østersøen for at observere usædvanlig aktivitet. Opgaven med at skabe et samfund, som var robust, var et fælles anliggende.

Det er det også nu. Set fra borgernes side er det ikke for meget at forlange, at når de gør deres borgerpligt og forbereder sig efter alle forskrifter, så skal de offentlige myndigheder også gøre deres. Eller sagt mere direkte: Vi bliver nødt til at have vished for og tillid til, at der er styr på biksen.

Nok skal den enkelte bidrage ved at vise samfundssind, men det er kun rimeligt, at der til gengæld på et højere plan er styr på, hvem der gør hvad – herunder hvem der har ansvar for at beskytte og genoprette Danmarks sårbare infrastruktur.