Nu venter vi så spændt på, om det bliver en reform, der reformerer
Glæden over den nye sundhedsreform var tydelig hos politikerne, der landede reformen. Nu er spørgsmålet så, hvor længe der går, inden smilene stivner, når den møder virkeligheden.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Alle var glade. Alle roste hinanden. Alle var enige om, at nu bliver der rettet op på alle de fejl og mangler, der er i det udfordrede danske sundhedsvæsen.
Der var sådan set ikke noget nyt under Solen i det politiske setup, da sundhedsminister Sophie Løhde præsenterede en ny sundhedsreform ved et pressemøde fredag formiddag. Alle deltagere i det brede forlig solede sig i forløb og resultat.
1.500 flere læger i 2030 end i dag skal afhjælpe manglen på praktiserende læger i mange områder af Danmark uden for de store byer. Region Sjælland og Region Hovedstaden slås sammen til én gigantregion, Region Østdanmark, for at udnævne de sundhedsfaglige ressourcer. Gigt- og demensramte skal hjælpes bedre. Sådan lyder de centrale punkter i reformen.
Der er over en måned til juleaften, men umiddelbart forstår man jo godt politikernes brede smil. Længe har de også italesat de udfordringer, der har fået hængslerne i sundhedsvæsenet til at knirke. Og vil det så virkelig lykkes dem at løse cirklens kvadratur med denne reform?
Mange reformer – og der har været mange af dem – har lidt skibbrud ved mødet med virkeligheden. For slet ikke at tale om strukturreformerne i begyndelsen af årtusindet, der på mange områder har været med til at splitte den lokale sammenhængskraft i stumper og stykker. Og som de selvsamme politikere fortsat lapper på konsekvenserne af.
Og bekymringen over, at kommende læger ikke føler sig kaldet til at bosætte sig i Bylderup-Bov eller Brovst i fremtiden, forsvinder ikke med denne reform. Læger er ikke anderledes end så mange andre af dem, der vælger de store byer til og landområderne fra. Penge, politiske beslutninger eller ej – folks frie vilje er umulig at lovgive om.
De praktiserende læger har været begunstiget af at have en utrolig stærk fagforening, PLO, der har evnet at kapitalisere på, at medlemmerne har en vare, der er eftertragtet af samfundet. Langt henad vejen har man derfor kunnet forsyne sig ved noget, der minder om et tag selv-bord, hvor det har været for let at vælge den kedelige leverpostej fra.
Som en række overlæger påpegede forleden i en kronik i JP, bærer alt for mange ph.d.-afhandlinger mere præg af at være et karrierefremmende tiltag end forskning, der er tænkt til at komme flest mulige danskere til gode.
Det er et stykke alvorlig holdningsbearbejdning, som lægerne selv skal formå at massere på plads i egne rækker.
Reformen lægger også op til, at gigt- og demenspatienter kan se frem til at få mere hjælp. Det er som udgangspunkt godt. Omvendt sniger der sig også en umiddelbar bekymring ind for, om livremmen kan blive ved med at holde?
Ingen sygdom er efterhånden for lille til, at man har sin egen patientorganisation, der plejer medlemmernes ”interesser” – og søger at påvirke politikerne til at støtte netop dem. Betyder det, at det offentlige, i erkendelse af at velfærdsstatens pengekasse ikke er uden bund, ser mere på at udbygge samarbejdet med private aktører for at kunne leve op til alt det, man lover skatteyderne?
Vi lader billedet af de glade og stolte politikere stå et øjeblik. Inden virkeligheden rammer de gode intentioner. Og sender reformen afsted med et stille, men ikke alt for overmodigt håb om, at politikerne – både landspolitikerne og de regionale – ikke selv ender med at spænde ben for den. Det er desværre set før. Alt for tit.