FN’s klimadiplomati har scoret et pinligt selvmål
Honoratiores med de rigtige meninger flokkes i disse dage til klimamøde i Aserbajdsjan, der har skruet helt op for gashanerne og holder sin egen befolkning i et jerngreb.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Med beslutningen om at afvikle FN’s klimakonference i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, har man gjort to ting klart. For det første, at proklamationerne om en energisk indsats for at nedbringe den globale afhængighed af fossile energikilder selv i høj grad synes at bestå af varm luft. For det andet, at man savner forståelse for, hvordan der skabes folkelig opbakning bag klimakampen.
Det kan vise sig katastrofalt på et tidspunkt, hvor den politiske vilje til at begrænse en global temperaturstigning på ingen måde imponerer.
Både hvad angår dynamikken i den fossile energiproduktion og viljen til at sikre det demokrati og den ytringsfrihed, der må være udgangspunktet for enhver seriøs debat om klimaet, er Aserbajdsjan en absolut bundskraber.
Med energiselskabet Socar som spydspids investerer Aserbajdsjan i disse år massivt i at udvide sin energiproduktion – bl.a. for at opfylde en stor gasaftale med EU. Meget af dette sker i samarbejde med europæiske energiselskaber fra Storbritannien, Frankrig og Italien.
Det vakte nogen opsigt, da en aserbajdsjansk topdiplomat inden åbningen af klimatopmødet (også kaldet COP29) i en episode fanget på skjult kamera tilbød at etablere kontakt mellem mulige investorer i olie- og gasproduktion og Socar. Unægtelig et noget andet budskab end den fromme officielle linje om, at man kæmper for en reduktion af udledningerne fra fossile energikilder.
Som så meget andet i den tidligere sovjetrepublik ved Det Kaspiske Hav er Socar statsligt af navn, men kontrolleres i praksis af en snæver kreds af hovedrige politikere og embedsmænd omkring landets enevældige præsident, Ilham Aliev.
Den nuværende præsidents afdøde far var sovjetisk partiboss i republikken fra 1969 og siden medlem af det regerende politbureau i Moskva. Efter Sovjetunionens fald genopfandt han sig som nationalist og præsident for den nu selvstændige stat. Jobbet gik siden i arv til sønnen, der foreløbig har siddet på posten i 21 år.
De seneste år har styret i Baku strammet tøjlerne markant med fængslinger af oppositionsaktivister – der menes at være mindst 300 politiske fanger – og etniske udrensning af det armenske mindretal i republikken Nagorno-Karabakh.
Mens Vesten kiggede den anden vej, blev over 100.000 armeniere sidste år drevet på flugt herfra uden udsigt til at vende tilbage.
Hvad siger EU, der jo gerne formulerer sig klart til forsvar for demokrati og pluralisme, så om hele denne misere? Ikke særlig meget, for efter fiaskoen med gasledningen Nordstream er Aserbajdsjan en vigtig krumtap i unionens energipolitiske strategi og behandles derfor som et råddent æg.
Hvor gassen skal ind, går moralen oftest ud – det gælder også i mange europæiske hovedstæder trods de fine manerer.
Konferencen i Baku er tredje gang i træk, at FN’s klimasatsning lader sig beværte af et diktatur (i 2023 var det De Forenede Arabiske Emirater og året før Egypten.) Årets konference er præget af en stribe afbud fra internationale toppolitikere og af, at verdens to største økonomier – og to største forurenere – USA og Kina overvejende kører på frihjul i processen.
Hvis vi skal videre herfra, kræver det folkelig debat og engagement, men COP29 peger i den diametralt modsatte retning. Med diktatorer og oligarker for bordenden mister klimadiplomatiet både legitimitet og gennemslag.