Kære hætteklædte bøller: Har I nogensinde hørt om Anne Frank?
Overfald på israelske fodboldfans i Amsterdam stiller igen spørgsmålet: Hvorfor? Og optøjerne er en grum påmindelse om, at man er naiv, hvis man tror, at alle lærer af historien.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Natten til fredag blev 57 anholdt efter uroligheder i den hollandske hovedstad Amsterdam. Det skete, efter at den hollandske klub Ajax Amsterdam mødte israelske Maccabi Tel Aviv i Europa League-turneringen. Israelske fodboldfans blev angrebet af hætteklædte personer i det, der helt klart ligner et antisemitisk motiverede overfald.
Reaktionerne kom da også prompte. Både fra den hollandske premierminister, Dick Schoof, som udtrykte sin afsky over for episoderne – og kaldte dem på det sociale medie X for »fuldstændig uacceptable antisemitiske angreb«.
Samtidig besluttede den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, at sende to fly afsted til Holland for at evakuere israelske statsborgere. Den israelske præsident, Isaac Herzog, advarede på X om, at angrebene er et »advarselstegn for ethvert land, der ønsker at opretholde frihedsværdierne«, og sammenlignede det, han så, med Hamas’ angreb i Israel den 7. oktober 2023.
Overfaldene er det seneste, sørgelige eksempel på, at antisemitismen bobler frem igen i Europa. Herhjemme må børnene på den jødiske Carolineskolen leve med overvågning og politibeskyttelse, Krystalgade i det indre København, der huser den jødiske synagoge, ligner en fæstning med vejspærring og synligt bevæbnet politi.
Jøder får malet slagord på deres postkasser, og på Roskilde Universitet har aktivister formået at forstyrre både undervisning og den almindelige ro og orden med propalæstinensiske slagord og intimiderende opførsel, der senest har fået en jødisk studerende til at opgive sin uddannelse af frygt for sin sikkerhed på universitetet.
Det er vanvid.
Man kan efterhånden ikke på godt humanist-dansk gradbøje ordet ”uacceptabelt” mere.
Ligesom de larmende propalæstinensiske demonstrationer er et anmassende og uvant aggressivt indslag i bybilledet i de store danske byer, må man tage sig til hovedet over den totale hovedløshed, denne form for aktivisme er udtryk for. Det er en demokratisk ret at være uenig, men det er også en demokratisk ret at give sig til kende på en måde, der respekterer dem, man er uenige med. Ikke ved at overdøve, nedgøre eller true sine modstandere. Hævntørst og øje for øje-attitude hører ikke hjemme i et samfund som vores.
Det er perverst, at nogle af dem, der prædiker mangfoldighed, selv definerer en virkelighed, der er alt andet end det.
Og én ting er den konkrete modstand mod Israels ageren over for sine aggressive modstandere i Mellemøsten. Noget helt andet er det blinde had til jøder, som bliver resultatet af denne retorik. Efter Anden Verdenskrig blev hele verdenssamfundet enigt om, at de ufattelige uhyrligheder, der fandt sted i regi af Hitlers nazistiske regime, aldrig måtte gentage sig. Ikke kun den helt konkrete udslettelse af et helt folk, men også forfølgelsen af jøderne som sådan.
Jøder, der i sin tid var flygtet fra pogromerne i Østeuropa, var kommet til bl.a. Danmark i begyndelsen af århundredet i håbet om at kunne finde en helle i deres tilværelse – ja, en ny tilværelse uden at skulle se sig bekymret over skulderen. Det håb slukkede Hitler – og mange af dem, der undgik gaskamrene, drog videre til Israel for endnu en gang at begynde forfra.
Vi fortalte os selv og vores børn om de danskere, der heltemodigt hjalp danske jøder med at flygte over Øresund under Besættelsen – og selv om historien måske ikke i alle tilfælde var helt så ædelmodig, som den gav sig ud for at være, så kan det ikke slette indtrykket af danskernes rummelighed og hjælpsomhed over for folk i nød.
Derfor er det rystende at opleve den hetz, der ulmer lige nu. Vi kan ikke være den bekendt.
Dem, der står bag, har intet lært af historien. Og at se antisemitismen blusse op netop i den by, hvor den jødiske pige Anne Frank levede, gør ondt. Meget ondt. Fordi der ligger så meget mere bag end bare noget, der til forveksling ligner de bølleoptøjer, der desværre præger dele af fodboldverdenen – også herhjemme.
Demokratiske samfund, som vi jo bryster os af at være i Europa, må sætte endnu hårdere ind over for den historieløse, hovedløse hetz, vi oplever igen og igen i disse år.
Vi skal ikke på nogen måde acceptere, at jøder må evakueres. Eller bare flygte, fordi vores samfund ikke kan håndtere voldsparate bøller og hjernedøde tåber.