Fortsæt til indhold
Leder

Forurenet jord risikerer at havne på en plet nær dig

I stor stil flyttes der jord på kryds og tværs af Danmark. Nogle gange under bekymrende omstændigheder, fordi det kan lade sig gøre.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Tonsvis af forurenet jord fragtes landet rundt med lastbiler og skibe. På den måde har bl.a. 16.000 tons stærkt olieforurenet jord været på en noget bumlet rejse på tværs af landet.

Den begyndte i Københavns Nordhavn. Her skal prestigeprojektet Redmolen blive til »et nyt byområde med bæredygtige kontorfaciliteter, energivenlige ejerboliger og et hotel, hvor gæster fra hele verden kan nyde det aktive liv i og omkring havnen« med »naturen på første række«.

Sådan lyder projektbeskrivelsen fra By og Havn, men omtrent 400 km derfra er virkeligheden en anden.

Morsingboerne har længe undret sig over al den jord, der kom sejlende via Limfjorden, og som endte i bunker på en grund uden for Nykøbing. Naboerne har med forundring og bekymring fulgt med i, hvordan al den jord blev pakket ind i sort plast.

Det hele virker da også noget fordækt. Jorden, der gennem årtier har lagt grund til industrivirksomheder i København, skulle via jordrensningsvirksomheden Scanfield i Køge sendes til Kingo Recycling beliggende ved ”Food Parken” på Mors. Det kan tage flere år at rense forurenet jord, og da kapaciteten er begrænset, er det almindeligt at flytte den mellem forskellige virksomheder. Dog viste de første prøver, at jorden var alt for forurenet til, at Morsø Kommune kunne godkende flytningen. I foråret 2024 præsenterede Scanfield så nye og mindre alarmerende prøver, og så fandt den forurenede jord alligevel vej til Limfjordsøen. Siden har det vist sig, at jorden er mere forurenet, end prøverne gav udtryk for.

Naboerne er bekymret for, om det er miljøet på Mors, der skal betale prisen for, at københavnerne og turisterne langs Redmolens kajkanter kan »nyde et øjebliks frisk luft«, som By og Havn så drømmende formulerer det. På rådhuset i Nykøbing frygter man, at den tillid, som jordbekendtgørelsen er baseret på, er for løs til, at den kan udgøre et ordentligt værn mod miljøet. Ansvaret for jordprøverne ligger nemlig hos den virksomhed, der ønsker at komme af med jorden.

Vi andre bør dele den bekymring. Tillidsbaserede og pragmatiske løsninger er i mange henseender at foretrække. Men flere eksempler viser desværre, at det ikke er nok til at beskytte miljøet og grundvandet.

I modsætning til eksemplet fra Mors, hvor jorden dog havnede hos en virksomhed, der lever af at håndtere og rense den slags, spredes jord og byggeaffald også i det skjulte, blottet for moral og myndighedskontrol. Sjællandske Medier har afdækket en grotesk sag fra Faxe og Køge kommuner, hvor en vognmand har spredt, hvad der svarer til 500 lastbiler fyldt med jord af tvivlsom beskaffenhed og byggeaffald ud over sjællandske marker. Også fra ”Den sorte svane” ved vi, at forurenet jord ikke bare er en stor forretning. Den er på mange måder også en til tider lyssky og ganske omfattende forretning.

Miljøstyrelsen anslår, at der flyttes 15 mio. tons jord i Danmark, og det kan undre, at vi i et ellers regel- og kontrolivrigt land lader det ske uden ens principper, og uden at en central myndighed kan gribe ind over for det. En decentral kontrol uden tilstrækkelige kompetencer rækker heller ikke i dette tilfælde.

Affalds- og ressourceindustrien har i flere år efterlyst stramninger. Magnus Heunicke, den socialdemokratiske miljøminister med det kronisk bekymrede ansigtsudtryk, frygter, at virksomheders lemfældige omgang med forurenet jord og byggeaffald kan true natur, drikkevand og fødevareproduktion. Så gør dog noget ved det, så regelrette aktører kan drive deres virksomhed med rank ryg og uden den dunst af mistro, der hænger over hovederne på dem.