Spildte Guds ord på Balle-Orbán

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Da Ungarns premierminister, Viktor Orbán, i den forløbne uge optrådte i Europa-Parlamentet, fik han præcis, som han havde fortjent.

Den nyvalgte forkvinde for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, var sjældent klar i mælet, da hun fra talerstolen hudflettede Ungarns protektionistiske økonomiske politik, den omfattende korruption og landets nationalegoistiske enegang på migrationsområdet. Hun påpegede også det uhyrlige i, at lederen af en nation, hvor tusinder mistede livet, og hundredetusinde måtte flygte efter opstanden mod Sovjetunionen i 1956, i dag i praksis hepper på Moskva i Ruslands folkeretsstridige invasion af Ukraine.

Flere talere mindede om, at de første måneder af Ungarns periode som formand for Det Europæiske Råd, der begyndte den 1. juli, har været en dundrende fiasko. Et formandskab plejer at handle om at fremme en række konstruktive dagsordener. I stedet har Orbán bl.a. brugt tiden på en tåkrummende turné i agurketiden i juli, der gav ham gode photo ops i bl.a. Beijing, Moskva og Mar-a-Lago, men ikke bragte den fred i Ukraine, som han hævdede at ville fremme, et skridt nærmere.

Kritikken af Orbán er så absolut berettiget, men alle, der har fulgt bare lidt med i den ungarske tragikomedie gennem efterhånden mange år, ved også, at der er tale om spildte Guds ord på Balle-Lars.

EU har flere gange pustet sig op i forhold til Ungarn for så til sidst at lave diskrete korridoraftaler med Budapest, da det virkelig gjaldt. Her peger flaskehalsen historisk ikke mindst på Tyskland, hvis appeasement-politik over for hel- og halvautoritære regimer i Central- og Østeuropa under kanslerne Gerhard Schröder og Angela Merkel har skabt en virkelig kedelig præcedens.

Orbán har domineret ungarsk politik gennem to årtier, og hans regimes antidemokratiske dynamik har været tydelig i hvert fald siden 2011-12, men de redskaber, EU faktisk har til rådighed, er kun blevet indsat i slowmotion eller slet ikke. Imens har Orbán internationalt kørt mere eller mindre på frihjul med nationalkonservative falbelader, der ikke kun gør letbevægelige nationalister i andre europæiske lande og trumpister i USA bløde i knæene, men også har inspireret egentlige copycats, bl.a. nabolandet Slovakiets Robert Fico.

Det er åbenbart, at det ikke kan være i Europas interesse at fodre regimer, som giver mindelser om de højrenationale og autoritære tendenser, der trivedes i en stribe centraleuropæiske lande i mellemkrigstiden (med forudsigeligt katastrofale resultater).

Når man lytter til Orbán føre sig frem internationalt, skulle man tro, at det er Ungarn, der egenhændigt betaler gildet i EU og nu må se til, mens andre lande plyndrer den fælles buffet. Intet kunne være mere forkert. Ungarn har hentet enorme summer hjem fra EU og var i 2023 det land, der netto modtog det tredjestørste beløb fra unionens budget (målt per capita har det i flere omgange været nr. et blandt modtagerlandene).

Det er på tide at tage den politik op til seriøs revision. I det kan der gemme sig både økonomiske og politiske fordele. For Viktor Orbán er ikke usårlig. De fleste ungarere må have en fornemmelse af, at landets interesser ikke tjenes bedst ved at pantsætte nationens velfærd og fremtid hos Vladimir Putin.

Udfaldet af valget til EU-Parlamentet i juni var et klart nederlag for Orbáns parti, Fidesz, mens premierministerens nemesis, Peter Magyar, der bl.a. fører kampagne mod korruption, gik kraftigt frem. Støtte til Central- og Østeuropa bør stadig være en topprioritet for EU, men i forsvaret for demokratiet er europæernes penge for indeværende langt bedre investeret i Kyiv end i Budapest.