Fredspris falder på et tørlagt sted

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I en tid med i hvert fald to voldsomme krige, hvor trusler om atomvåben spiller en rolle i kulissen, kan det synes oplagt at tildele fredsprisen til dem, som har prøvet det: ofrene fra Hiroshima og Nagasaki.

De bliver som også vidnerne fra Holocaust og nazisternes udryddelseslejre færre. Til næste år er det 80 år siden, at Anden Verdenskrig sluttede. Verden har brug for deres fortællinger, og det er på alle måder prisværdigt, at de bliver ved. Ikke at fortrænge og lægge bag sig, men ved at insistere på, at både Holocaust og atombomben var så grænseoverskridende, at der er brug for en kollektiv fastholdelse af et ”aldrig igen”.

At tildele fredsprisen til Nihon Hidankyo er en påmindelse om, hvad atombomben gør, og det kan der være stærkt behov for i en tid, da bevidstheden og erindringen om, hvilket våben en atombombe er, risikerer at udviskes. Verden er usikker. Mens man i årene efter Anden Verdenskrig brugte diplomatiske kræfter på både at skabe tillid og gensidig kontrol, som kunne udøves gennem traktater, som begrænsede oprustningen, så er situationen nu, at den gensidige våbenkontrol og aftaler om nedrustning er så godt som sat ud af kraft.

»I senere år er store dele af systemet kommet under massivt pres og er på nogle områder under afvikling,« konstaterer Udenrigsministeriet på sin hjemmeside. De traktater, som regulerede våbenkapløbet, er enten udløbet eller sagt op. Opmærksomheden er nu rettet mod New Start, som omhandler reduktion og begrænsning af atomare angrebsvåben i USA og Rusland og udløber i februar 2025. Rusland har suspenderet den, USA har indstillet visse dele af den, og nye atommagter er kommet til.

Atomvåben har også haft den funktion, at afskrækkelsen i sig selv har været med til at forhindre atomkrigen. Europas sikkerhed har været garanteret af USA’s atomparaply, og det forhold, at USA – med eller uden Trump som præsident – trækker sig fra Europa, har fået atomdebatten i Europa til at blusse op.

»Europa skal steppe op. Vi skal tro på afskrækkelse, og vi kommer ikke uden om at tale om atomvåben,« sagde franske Camille Grand, tidligere vicegeneralsekretær i Nato, da han for et år siden var i København.

»Europa skal opbygge sin egen afskrækkelse. Vi skal være i stand til at afskrække og forsvare os selv. Vi ved alle, at den nukleare mulighed i sidste ende er den virkelig afgørende,« sagde den tyske CSU-politiker Manfred Weber lige efter nytår i et interview med det amerikanske medie Politico.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) kunne i sin seneste trusselsvurdering ikke udelukke, at Rusland kan blive så trængt i Ukraine, at der er reel risiko for, at Rusland vil bruge sine taktiske kernevåben mod ukrainske mål.

De aktuelle krige, den vaklende sikkerhedsstruktur og den fornyede atomdebat minder også om, at håb ikke er en strategi. I 2009 fik Barack Obama fredsprisen »for sin ekstraordinære indsats med at styrke diplomati og mellemfolkeligt samarbejde«, Yasser Arafat, Shimon Peres og Yitzhak Rabin modtog prisen i 1994 for indsatsen for at skabe fred i Mellemøsten. I 1990 fik Mikhail Gorbatjov prisen for at have spillet en central rolle for forandringer mellem øst og vest.

Listen over modtagere er belagt med eksempler på, at en fredspris i sig selv ikke har gjort verden mere sikker. I mangel på oplagte lyspunkter i en urolig verden er der en vis klogskab forbundet med at prissætte vidner, som i kraft deres erindring og fortælling kan bidrage til at få nutidens aktører til at tænke sig om.