Aldrig mere 7. oktober, aldrig mere Holocaust. Det er nødvendigt at sige, for vi er ikke enige

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I Danmark er der mange, som sympatiserer med terrororganisationen Hamas. Og der er mange, som synes, at angrebet 7. oktober var legitimt. Den blodigste dag i jødisk historie siden 2. verdenskrig. Et af verdens mest voldsomme terrorangreb.

Det er så svært at begribe, at det kunne ske. Men det er endnu sværere at forstå, hvordan omverdenen - herunder mange danskere - udtrykker sympati med Hamas og forståelse for angrebet. Grænsende til det deprimerende. Men vi bliver nødt til at forholde os til det.

En sympatisør er én for mange. Men en eller få kan holdes uden for indflydelse. Desværre er der tale om mange flere end en, og derfor har vi et samfundsproblem.

I en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Wilke for Jyllands-Posten svarer 14 pct, at de er meget enige eller overvejende enige i, at »Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober på trods af de civile dræbte var en berettiget handling efter mange års undertrykkelse fra den israelske stat.«

I en tilsvarende meningsmåling gennemført kun blandt muslimer i Danmark er tallet endnu højere. Her erklærer flere end hver tredje sig enig eller overvejende enige i, at angrebet var legitimt.

Hvordan kan civiliserede og oplyste mennesker i Danmark mene det? Hvordan kan så mange mene det?

Dansende israelske unge til en musikfestival. Hvorfor skulle de skydes? Almindelige familier, som lå og sov i deres hjem. Var det okay, at de skulle aflives? På et enkelt døgn, en døsig jødisk helligdag, blev flere end tusinde israelere brutalt dræbt 7. oktober. Babyer, mødre, ældre. Henrettet. Civile uden våben og hjelm.

Hamas-krigere trængte ind i private hjem og ind på festivalpladsen. De sigtede og dræbte. Nogle triumferede endda med kamera ved de døde kroppe, som havde de vundet en fodboldturnering. De hujede og heppede og råbte ”Allahu akbar”. Vel bedst oversat til ”størst af alt er Gud”.

Uanset hvilken Gud, der kiggede ned på den dyriske blodrus, som fandt sted den dag i Israel, må Gud og Allah og alle verdens guder have ærgret sig over at se medlemmer af menneskeheden være så egoistiske og onde, at de påberåbte sig retten til at tage andres uskyldige liv og undskyldte sig med religion. At ophøje sig selv til at være herre over liv og død er det mest uhellige, man kan forestille sig uanset trosretning.

Jeg kan sagtens forstå, at mange sympatiserer med Palæstinas krav om en egen stat. Med de palæstinensiske børn, som vokser op uden fremtidsudsigter. Med de civile ofre for Israels alt for upræcise angreb.

Hvis nogen spurgte, om de civile tab i Gaza var legitime, ville jeg svare nej. Hvis nogen spurgte, om jeg sympatiserede med Israels premierminister Netanyahu, ville jeg svare nej.

Men der er meget langt fra at forstå den ene uretfærdighed til at acceptere et terrorangreb.

Rune Stubager, professor i statskundskab, hæfter sig ved, at de unge sympatiserer mere med Hamas og angrebet end de ældre. Det gælder både blandt den muslimske del af befolkningen i Danmark og generelt.

”Det står ret klart, at det, man har med i sin historiske bagage, vejer tungt her. Holocaust står stærkt i erindringen blandt de ældre, men det vejer ikke helt så meget i den yngre del af befolkningen,” siger han.

Alle skoler, alle forældre, alle bedsteforældre, alle ansvarlige mennesker har et meget stort ansvar for at stå sammen nu. Vi lovede, at der aldrig mere skulle være en krystalnat, og at vi aldrig ville glemme Holocaust.

Derfor skal vi huske den 7. oktober. Ikke for krigen før og efter. Men for hvad der skete den dag. Og vi skal fordømme det angreb uden vaklen.