Lægernes ”der kommer et lille prik” gælder ikke længere. Det kommer til at gøre nas

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I hvert fald inden regeringen fremlagde sit udspil til en helt nødvendig reform af det danske sundhedsvæsen, troede kun 31 pct. af danskerne på, at forholdene vil være forbedret om fem år. Forhåbningerne til fremskridt i psykiatrien er endnu dårligere. Det viser tal fra Danskernes Sundhedspolitiske Barometer, udarbejdet af Lægeforeningen.

Om ”Sundhed tæt på dig” kan ændre det pessimistiske syn på et dyrt og usammenhængende system, vil tiden vise. Men et sundhedsvæsen formet af danskernes reelle behov frem for speciallægers prestigetermometer og drømme om det gode liv er en vigtig og helt nødvendig start.

Alt for længe har man forsøgt sig med frivillighed, råd og anbefalinger til regioner og læger om at fordele sig bedre på danmarkskortet.

Alligevel har lægerne samlet sig på ansættelsesvillige universitetshospitaler i de store byer. Det er hospitaler præget af prestige, masser af specialer og en ph.d.-inflation, der trækker lægerne ud af stuerne og ind bag skrivebordet for at bedrive forskning, hvis reelle sundhedsfremmende effekt er uklar.

Ifølge regeringen beskæftiges der på den måde flere røntgenlæger på Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital, end hvad der findes i hele Region Sjælland.

På samme måde er der i Region Hovedstaden omtrent 50 pct. flere speciallæger end i Region Sjælland, selv om folk der er mere syge, og helbredsprognoserne trækker i den forkerte retning.

Danskerne har brug for at kunne komme til lægen, uanset om det er den praktiserende eller den på sygehuset.

Det kræver en reform, der ikke kun er ladet med gode intentioner, men også flere penge til dem, der har færrest ressourcer, og til der, hvor behovet er størst. Det er ikke i de store byer, men i landdistrikter og yderområder med flere ældre plaget af flere sygdomme.

De store sociale og geografiske forskelle på adgangen til behandling har været et tema de seneste to til tre valgperioder, og i en tid, hvor snart sagt ethvert politisk initiativ bliver døbt reform, kunne man frygte endnu en pakke af småjusteringer og ineffektive lappeløsninger. ”Reform”-begrebet har genfundet sin egentlige betydning.

Løkkes gamle drøm om et opgør med regionerne blev det dog ikke til, men at samle halvdelen af danskerne i den samme megaregion på Sjælland, der skal løse 2,8 mio. menneskers sundheds- og behandlingsbehov, er et skridt på vejen.

På den måde undgår man en tendens til, at lægerne klumper sig sammen, hvor prestigen er størst, men behovet mindst. Erfaringerne herfra kan forhåbentlig på sigt tjene som inspiration til lignende tiltag i landet med store forskelle trods relativt geografisk nærhed.

De 17 nye sundhedsråd med deltagelse af byråds- og regionspolitikere, som bl.a. får ansvar for at sikre smertefri overgange i behandlingstilbud, ligner et bureaukratisk og belejligt mellemled, som kommende ministre og Christiansborg-politikere kan tørre ansvaret af på.

Skal sundhedsrådene fungere, kræver det ikke bare klar ansvarsfordeling og penge, men også kompetence.

Regeringen lægger op til et sundhedsvæsen, der ikke længere er baseret på anbefalinger til aktørerne, men på tvang. Det vil sikkert rokke ved visse lægers og universitetshospitalers selvforståelse, men forhåbentlig også rykke på balancen i et sygt system.

Gid det må gavne, og at danskerne ikke bare kan håbe på forbedringer, men helt bogstaveligt mærke dem på egen krop.