Vi står ved hvert eneste ord. Jyllands-Posten opgiver anonyme ledere

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Klassisk journalistik og gamle medier er truet af kunstigt indhold, falske nyheder og anonyme sladderkanaler. Den kamp må vi ikke tabe. Og vores eneste modsvar er transparens, troværdighed og ordentlighed.

Jyllands-Posten er et redskab til at forstå verden. Vi er en liberal avis bygget på jyske værdier og drevet af et oplysningsideal. De historier, som vi vælger til og fra, ender med at udgøre et billede af virkeligheden. Vi bedriver objektiv og kritisk journalistik, men vi udgiver også holdninger.

Bag titlen ”Jyllands-Posten” findes et ”vi”, som består af mennesker. Vi’et er et fællesskab af journalister, debattører, læsere, lyttere og mange andre. Hver dag i 152 år har vi på Jyllands-Posten villet vores omverden noget.

Det gælder ikke mindst i det daglige holdningsformat, lederen. En fjæsing af en tekst, som mange har stukket sig på gennem tiden. I de seneste mange år har lederen været usigneret. Formatet anonymt. Faktisk så længe, at flere med stor overbevisning har fortalt mig, at sådan har det altid været.

Lederen har udtrykt en holdning, der var større end nogen enkelt skribents, lød forklaringen. Jamen hvem skriver lederen?

Det spørgsmål får jeg ofte. Nu er tiden inde til at svare.

For vi er hverken en kirke med egne stentavler eller et parti med et forudsigeligt program. Jyllands-Posten har masser af stærke karakterer og originale skribenter. Men de er hverken prædikanter, robotter eller orakler. De er mennesker.

Fra i dag sætter vi derfor igen navn på Jyllands-Postens ledere, så det er tydeligt, hvem skribenten er. Den tekst, du læser lige nu, har jeg skrevet. Jeg er Marchen Neel Gjertsen, chefredaktør på Jyllands-Posten. Et menneske og en skribent, som du kan forholde dig til og diskutere med.

I sin anonyme enkelthed har lederen været mange læseres foretrukne tekst, og sådan håber vi, det bliver ved med at være. Som en læser for nylig sagde: »Lederen sætter ord på noget, jeg selv havde tænkt, men ikke evnet at formulere.«

Når Jyllands-Posten formulerer en holdning, gør det læseren bedre i stand til at formulere sin egen, hvad enten holdningen så er den samme eller en anden.

Holdningerne er skiftet med tiderne. Nogle af Jyllands-Postens ledere skammer vi os over, langt de fleste er vi meget stolte af. Dem alle sammen står vi ved.

Men i et moderne medieforbrug er ”lederen” blevet noget, som yngre generationer ser med forundring på, fordi formatet er ukendt for dem. I en intern undersøgelse blandt Jyllands-Postens læsere efterlyser et flertal, at lederskribenten giver sig til kende og lægger navn til.

Vil det ændre lederens temperament? Formentlig. Det er nemmere at svinge den sproglige sabel nådesløst, når man ikke skal stå på mål for ordene personligt. Men ordentlighed og troværdighed er et fundament for Jyllands-Posten. Det understreger vi nu med en tydelig afsender.

Oprindeligt var der faktisk også navn på Jyllands-Postens ledere. I en periode blev den signeret med en firkant og en trekant. Chefredaktør H. Hansen signerede med en firkant, mens næstkommanderende Lasse Egebjerg skrev under med en trekant. Det var velkendt, hvem der gemte sig bag symbolerne. Da Firkanten døde og efterlod chefredaktørgerningen og lederskriveriet til Trekanten, blev signaturen overflødig i 1956. Der var alligevel kun en, som skrev lederen.

I dag er vi igen et kollegium af forskellige lederskribenter med hver vores indsigter, erfaringer og stemmer. Vi lægger derfor navn til det, vi skriver. Det styrker kontrakten mellem Jyllands-Posten og læseren.