Stort sats på Temu-kød får fundamentet til at vakle under dansk stolthed

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Har det forbigået ens opmærksomhed, hvor dyb og katastrofal krisen er i Danish Crown, kan man blot læse Jyllands-Postens interview med den afgående topchef, Jais Valeur. Han er usædvanlig åben om en hemmelig, helt usædvanlig, men skrinlagt plan om at lade selskabet børsnotere. Et radikalt opgør med en af hjørnestenene i den danske andelsbevægelse. Valeur havde brug for ekstra kapital til en helt nødvendig omstilling af slagterikoncernen væk fra prisen som eneste konkurrenceparameter.

Lønsomheden og stabiliteten skulle øges ved at sikre andelshaverne 60 øre mere pr. kg svinekød i forhold til gennemsnitsprisen i Europa. På den måde kunne der produceres flere slagtesvin i Danmark og skabes et ekstra afkast, attraktivt for nye investorer. Men verdens vinde blæste ubarmhjertigt ind over tagene på de danske svinelandbrug.

USA og Brasilien begyndte at sende billigt kød ud på det globale marked, godt hjulpet af lav løn, en mildt sagt lempelig miljølovgivning og løselig omgang med medicin. I Storbritannien var problemerne hos den tidligere kronjuvel Tulip så massive, at Danish Crowns konkurrenceevne styrtblødte, og så kunne andelshaverne hjemme i Danmark se langt efter de 60 øre. Priserne var under pres, og bestræbelserne på at spare en øre pr. kg i slagterierne var nødvendige, men langtfra tilstrækkelige.

Kinas evne til hurtigt at genopbygge produktionen efter udbruddet af svinepest – bl.a. med svinefarme i adskillige etager – blev endnu et nyrestød til Danish Crown.

Det afgørende knockout ramte i marts 2022, hvor de tyske slagterier hævede noteringen med hele 5 kr. pr. kg. Flere smågrise røg syd for grænsen og trak Danish Crown ud i en eksistentiel krise.

Det er godt, nemt og bekvemt at stå sammen, når det går godt, men langt mere vanskeligt, når nedturen bider sig fast. Andelstanken er i sin grundform garant for medindflydelse og stor loyalitet. Men når krisen koster landmænd adskillige millioner, er principperne forståeligt nok til salg.

Er Danish Crown så en smertelig dyr erkendelse af, at den danske andelstanke – én mand – en stemme, medejerskab og -indflydelse – ikke længere kan stå distancen i mødet med et buldrende verdensmarked? Ikke nødvendigvis. Forskellen på succesrige og nødlidende andelsselskaber er, hvorvidt de er veldrevne. Det viser situationen i Arla, der målrettet satser på forædling og på at skabe varemærker, der ikke alene kan måles på prisen. Alt det, som Danish Crown forsømte, da selskabet satsede på at være billigst.

Resultatet i Danish Crowns tilfælde er en virksomhed i dyb krise. En virksomhed, hvis ve og vel har betydning for tusindvis af landbrugsbedrifter, der hver dag må se enorme tab på grund af en lavere kilopris. En virksomhed, hvis konkurrenceevne er fuldstændig eroderet, og hvor løsningen ikke ligger ligefor.

Man forstår de andelshavere – herunder selskabets største, Martin Lund Madsen – der ikke kan vente til december, før nye vedtægter kan bane vejen for en mere professionel bestyrelse. At være landmand er ikke i sig selv kvalifikation nok til at sidde i spidsen for et milliardforetagende. Slet ikke i en situation, hvor fundamentet smuldrer.

Kan en ny direktør og en ny formand ikke hurtigt få genskabt andelshavernes tillid, øget kilopriserne, sat en radikal ny kurs for slagterikoncernen og revitalisere andelsbevægelsen, vil dansk svineproduktion i overvejende grad begrænse sig til at være avlsfabrikker af smågrise, der eksporteres levende til Tyskland. De mange arbejdspladser, slagterierne trods alt genererer, vil forsvinde. Det samme vil samfundsaccepten.