Selv hvis sandheden om Nord Stream er ubelejlig, må den frem

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den største sabotageaktion i Europa i en menneskealder efterforskes snart to år efter sprængningen af gasledningerne Nord Stream fortsat i dybeste hemmelighed, men historier om det spektakulære angreb bobler fra tid til anden op fra havbunden og ind i mediernes spalter.

Den forløbne uge bragte to vægtige nyheder med relation til det gådefulde anslag i Østersøen i slutningen af september 2022. Flere medier kunne fortælle, at den tyske anklagemyndighed har udstedt en arrestordre mod en ukrainsk dykker, der mistænkes for at have spillet en rolle i at organisere anslaget mod rørledningen. En historie i det amerikanske dagblad Wall Street Journal skildrede med mange malende detaljer et komplot, der ifølge avisen kortvarigt involverede den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og landets daværende forsvarschef, Valerij Zaluzjnyj. Af denne historie fremgik det også, at flere vestlige efterretningstjenester angiveligt var velinformerede om planerne for angrebet, men ikke formåede at forhindre det. Disse historier føjer sig til tidligere skildringer af en gruppe ukrainske bagmænd, der formentlig havde en grad af officiel rygdækning for angrebet mod det, mange i Ukraine opfattede som fjendtlig infrastruktur, der understøttede og finansierede Ruslands brutale krigsførelse.

Kyiv nægter imidlertid enhver delagtighed, og der findes da også flere alternative teorier om, hvem der kunne stå bag angrebet. Her figurerer bl.a. Rusland, Polen og USA, uden at nogen af disse mistanker kan siges at være blevet bare tilnærmelsesvist sandsynliggjort.

Praktisk talt alt, hvad vi ved om angrebet for snart to år siden, er blevet gravet frem af undersøgende journalister på baggrund af kilder i efterretningsverdenen, blandt efterforskere og i magtens korridorer i Kyiv og de vestlige hovedstæder. Det er al ære værd og demonstrerer endnu en gang den rolle, en fri presse bør spille i samfundet, men det er ikke tilstrækkeligt. Nord Stream-sabotagen har haft vidtrækkende konsekvenser for energi- og sikkerhedspolitik ikke kun i Østersøområdet, men i store dele af Europa. Den miljømæssige belastning efter eksplosionerne var stor, og de økonomiske tab astronomiske, men mest bekymrende risikerer angrebet at skabe en præcedens for international sabotage, som f.eks. Moskva kan dække sig bag i den kampagne mod vestlig infrastruktur og institutioner, som efter alt at dømme allerede er i gang.

Her er det oplagt, at Tyskland (hvis politiske beau monde gennem to årtier var drivende i projektet og beslutsomt kneb øjnene i for dets risici) bærer et særligt ansvar og kan spille en vigtig rolle i at udrede de spegede forhold omkring sagen. Efter Danmark og Sverige tidligere på året opgav deres undersøgelser – uden at offentligheden i den anledning blev væsentligt klogere – er det kun i tysk regi, at der foregår en bredere efterforskning. Berlin bør i samarbejde med Østersølandene, herunder Danmark, sikre, at offentligheden informeres rettidigt og grundigt om, hvad vi faktisk ved.

Nogle vil indvende, at sagen om Nord Stream kan skade et Ukraine, der tappert kæmper for sit liv mod russisk aggression. Det er et underligt argument. For selv hvis det skulle vise sig, at det ukrainske spor viser vejen til opklaring af angrebet – og det kan ingen sige med sikkerhed endnu – rokker det ikke en tøddel ved, at Ukraines overlevelse og sejr ikke bare er vigtig af moralske grunde, men også af vital betydning for vores egen sikkerhed.

Det er ikke længere utænkeligt, at sandheden om anslagene kan vise sig ubelejlig. Men det er netop på deres evne til at håndtere sådanne ubelejlige sandheder, at demokratier skal måles.