Den konsekvensløse erkendelse
Socialdemokratiet taler om sin tredje erkendelse. Men de konkrete forslag til løsninger skal man lede længe efter. Måske det er den fjerde erkendelse.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Et forslag i denne uge afslørede magtesløsheden snarere end handlekraften i Socialdemokratiets årtierlange erkendelsesproces. For nu har partiets integrationsordfører Frederik Vad siden foråret blæst til værdikamp, men meget handling er det svært at se bag ordene. Med et lidt akademiseret greb har han introduceret ideen om den såkaldt tredje erkendelse i udlændingedebatten. Måske mangler der en fjerde erkendelse?
For dem, der endnu ikke har orket at sætte sig ind i, hvad de to første erkendelser er, kan vi lige repetere dem først: Den første erkendelse er, at antallet betyder noget i udlændingepolitikken. Det danske samfund har en grænse for, hvor mange udlændinge, der kan integreres, hvis det skal bestå. Den anden erkendelse er, at udlændinge i Danmark skal arbejde, lære dansk og overholde loven.
De to erkendelser kan reguleres relativt let med lovgivning, når først politikerne er enige. Og det har størstedelen af Folketinget været i de seneste år. Derfor er tilstrømningen til Danmark og kravene til indvandrere massivt strammere reguleret nu end tidligere.
Den tredje erkendelse handler så om værdier, og det var den, Frederik Vad fik ballade for i foråret. Her advarede han om, at det svenske samfund var ved at blive infiltreret indefra af islamister, som brugte deres samfundspositioner til at modarbejde det svenske samfund indefra. Det er der ifølge Vad også eksempler på i Danmark. Vi ved bare ikke, hvor galt det står til. Derfor foreslår han i denne uge i Jyllands-Posten, som noget af det foreløbigt mest konkrete i debatten, at der oprettes et videnscenter, som kan være med til at undersøge problemets omfang. Hvor viden fra afhoppere i det ekstreme islamistiske miljø kan søge hen, eller hvor forskere kan tænke frit, hvis de er stemplet politisk ukorrekte i de almindelige forskningsmiljøer på universiteterne.
Men dermed udstiller Frederik Vad også sin egen magtesløshed og fantasiløshed. For det er første side af ungdomspolitiks grønspættebog at foreslå et videnscenter. På side to står der, at oplysning om et givent emne bør være på skoleskemaet. På side tre er der noget med at sende flere penge til den givne sag.
Socialdemokratiet bakkede til gengæld ikke op om kravet til nye statsborgere om at trykke hånd, og der er aldrig rigtig gjort alvor af ideen om en demokratiscreening ved individuelle samtaler for nye statsborgere. Der er heller ikke nedfældet særlig mange konkrete krav i de ansættelsesretlige rammer for ansatte i offentlige myndigheder og institutioner. Og selvom islam er en lovreligion, så er det ikke en, som danske politikere kan ændre paragrafferne i eller praksissen af. Når det viser sig umuligt for muslimske kvinder at blive skilt fra deres mænd på islamisk vis, hvad kan politikerne så stille op? En skilsmisse i dansk retlig forstand kan allerede opnås med et Nem-Id og få klik. Men parallelle religiøse retstilstande hersker i et lovløst rum af vores samfund.
Hvis ikke den tredje erkendelse skal være den konsekvensløse erkendelse, så må den fjerde erkendelse fra Socialdemokratiet være, at man tilsyneladende ikke aner, hvad man skal stille op med dette diffust definerede problem. Et videnscenter? Tjo. Måske det kalder mere på et genbesøg af universitetspolitikken, hvis det er umuligt at rumme i det nuværende system. Ikke desto mindre er der et eller andet, som ikke er proportionelt. Problemet på den ene side, der udlægges som en skelsættende samfundserkendelse for statsministerpartiet. Det blanke papir af manglende løsninger på den anden side.