Sidste person lukker og slukker for husmændenes parti

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Skal de grine, græde, le, råbe eller bare håbe? Mulighederne lukker sig for de seks radikale folketingsmedlemmer, som igen har en anledning til at gøre status over den efterhånden lange tur ned ad slidsken. Partiet, som ikke aner, hvad det vil, har mistet endnu et medlem. Ironisk nok en fritidsbonde, måske den sidste med jordforbindelse til de husmænd, som Det Radikale Venstre er rundet af.

Ingen er formentlig helt up to date på den seneste radikale position, men alle har kunnet følge med i de skiftende meldinger, som er udgået fra partiet, siden det med Sofie Carsten Nielsen i spidsen fremprovokerede et folketingsvalg ved at udtrykke mistillid til statsminister Mette Frederiksen (S). Under valgkampen pegede De Radikale så alligevel på Mette Frederiksen som statsminister, hvilket forståeligt ikke blev belønnet vælgerne. Sofie Carsten Nielsen drog konsekvensen, gik af som leder og blev erstattet af Martin Lidegaard, som tidligere havde været tæt på at få posten, da Morten Østergaard blev fældet af, at den meget berømte hånd på et lår var hans egen.

Lidegaard mødte op på Marienborg for at forhandle regeringsgrundlag, men da partiet fik muligheden for at gå med i den midterregering, som Mette Frederiksen var gået til valg på, trak det sig i alleryderste time. De Radikale meldte pas både på ministerposter, indflydelse og den fortælling, som partiet ellers yndede at turnere rundt med om sin egen betydning. Hvad fik De Radikale ud af det? Ingenting, for selv om vælgernes interesse for SVM-regeringen forholdsvis hurtigt dalede, så formåede partiet ikke at opsamle de utilfredse vælgere.

Og der gik da heller ikke lang tid, før Martin Lidegaard kom på andre tanker. Før landsmødet i september 2023 fortalte han, at hvis partiet igen skulle sidde med de afgørende mandater, så ville han gøre alt for at gøre partiets indflydelse gældende.

»Og ja, det vil så helt klart være med henblik på at komme i regering,« lød det dengang til Danmarks Radio.

På det tidspunkt var regeringens flertal skrumpet fra 89 til 88 mandater, og havde Lidegaard spået, at afskalningen ville fortsætte, så fik han ret. Også Mike Fonseca blev eks-moderat og nu løsgænger, mens Mads Fuglede skiftede fra Venstre til Danmarksdemokraterne og fik regeringens flertal til at smuldre. Men det blev ikke Lidegaards parti, som trådte til for spænde sikkerhedsnettet ud under SVM-regeringen.

»Partiet har ikke noget at bidrage med,« konstaterede Venstres formand, Troels Lund Poulsen i november 2023.

Det havde det så alligevel. I hvert fald et enkelt og afgørende mandat. Tiden vil vise, hvad Christian Friis Bach måtte få til gengæld for sit partiskifte, som gør, at SVM-regeringen igen har indenrigspolitisk flertal.

Situationen nu er, at Martin Lidegaard kan både bede, true eller trygle. Men det har ikke nogen effekt. At gentage endnu engang, at han er frisk til at gå til regeringsforhandlinger, vil i bedste fald virke patetisk. I mange år kunne De Radikale agere som det afgørende midterparti, der med få mandater, en håndtaske eller et tweet kunne få socialdemokraterne til at danse. Nu kerer ingen sig om De Radikale, ingen har brug for dem.

Regeringen har igen sit flertal på plads og kan undvære dem. Det kan vælgerne tilsyneladende også. Der er langt fra meningsmålingernes tørre tal til radicoole tilstande. Mens De Radikale lukker øjnene og håber, at det hele driver over, kan sidste mand slukke lyset og liste ud af lokalet. Ingen vil bemærke det.