OL bliver med garanti ikke det, mange drømmer om

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Vandet er udsøgt,« udbrød borgmester Anne Hidalgo, da hun forleden hoppede i Seinen for at markere, at Paris skam er klar til OL. En ellers vild forekomst af colibakterier, der vil få antallet af påståede væggelus i metroens sæder til at blegne, er reduceret i floden, som spiller en væsentlig rolle under legene.

Langs bredden er de ikoniske boghandlere fjernet, gaderne renset for hjemløse, og dermed burde vejen være banet for et uforstyrret OL. Det er 100 år, siden Paris sidst var vært – lige så længe, som der har været badeforbud i Seinen.

Et uforstyrret OL er måske netop det, de fleste drømmer om, ikke mindst efter Tokyo-legene i det ukurante 2021, der med corona-pandemien blev en sær affære med flere restriktioner end tilskuere.

Den franske illusion, atleternes og sportspublikummets drømme om et apolitisk OL er dog bristet for længst. Rusland har længe været en provokation i OL-sammenhænge, forstærket af invasionen i Ukraine. Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har tilladt russiske, og for den sags skyld også belarusiske, atleter at deltage, dog ikke under nationalt flag og hymne. Men de ellers åbne arme kan ikke opfattes som andet end et utilstedeligt signal og brud på sanktionspolitikken.

I Rusland er idræt historisk brugt som institutionaliseret propaganda, og kan landets atleter deltage i OL, bidrager det til en intern fortælling om et land, der uden konsekvenser kan gøre, hvad der passer det. Det er et ansvar, som sporten ikke kan undslå sig, og Danmarks Idrætsforbund har da også klædeligt taget afstand fra IOC’s beslutning.

IOC’s forfejlede konklusioner gælder også Afghanistan, der får lov at stille med seks atleter. Tre af dem er kvinder, som må leve i eksil, fordi Taliban som noget af det første forbød kvinder at dyrke idræt, da de fundamentalistiske islamister overtog magten i 2021.

Kvinderne risikerer andet end den sportslige karriere, hvis de vender tilbage til Afghanistan. En uhyrlig konsekvens, som IOC i bedste fald ignorerer ved at lade atleterne stille op under det afghanske flag.

Sprinteren Kimia Yousofi lever i dag i Australien og udtaler, at hun i Paris vil repræsentere »de stjålne drømme«. At lade det ske som en del af det særlige olympiske hold for flygtninge ville være et klart, vigtigt og rigtigt signal.

Israel-Hamas-konflikten er allerede blevet en del af legene. Den tidligere basketballspiller, franske Emilie Gomis, er frataget sit hverv som OL-ambassadør på grund af en anti-israelsk kommentar på Instagram. Konflikten kan under OL rykke ind på tribunerne og for tv-fotograferne bliver det efter alt at dømme en disciplin i sig selv at forsøge undgå at indfange politiske protester.

Protester fra miljøorganisationer har man derimod ikke undgået. Surfingkonkurrencerne afvikles i Fransk Polynesien. Godt for surferne, men skidt for det koralrev, der delvist er ødelagt under opførelsen et dommertårn ud for Tahiti. I det hele taget er der sat store spørgsmålstegn ved det bæredygtige i at afvikle et OL.

Læg dertil enorme sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med åbningen, mistanke om svindel, transportarbejdernes trusler om strejke og diskussion om brug offentlige midler, der tilsammen tegner konturerne af et OL, hvor både fransk indenrigspolitik og internationale konflikter bliver dominerende temaer.

Så vidt vides har byens borgmester ikke haft en sygedag siden badeturen i Seinen. Men et OL uden dårligdomme bliver det med garanti ikke. Så meget desto mere har vi brug for sportslige øjeblikke, der for en stund overstråler, hvor ondt man kan få i maven over verdens sørgelige tilstand.