Politik er andet end gak og løjer, Lars Boje

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Lars Boje Mathiesen er ikke bare skuffet, men nærmest vred. Valgnævnet har afvist hans bud på et navn til hans nye parti. Løsgængeren er blevet partistifter, og barnet skal jo have et navn, så han kan komme i gang med at samle de fornødne underskrifter for at kunne stille op til valg.

Men et partinavn er altså ikke en smagssag. ”Danmarks Bedste Parti” er ikke noget, Lars Boje Mathiesen kan have parlamentarisk patent på. Og det lyder også mere som en dårlig vits end ædruelig politik. Afvisningen kommer nok heller ikke som verdens største overraskelse – for andre end partistifteren selv. I hvert fald viderebringer Lars Boje Mathiesen sin forsmåethed i et opslag på Facebook: »Ja, desværre som forventet, så kæmper systemet allerede imod os.«

Helt ærligt, mand! Hvad havde du regnet med? Tør øjnene, og prøv at tage politik alvorligt.

Lars Boje Mathiesen hører til den fløj i dansk politik, som i de senere år har stået for den ofte ufrivillige underholdning i det parlamentariske radisebed.

I de hønsestrikkede 70’ere var den rolle forbeholdt venstrefløjen. Der var så mange halv-, hel- eller trekvartkommunistiske fraktioner på det politiske menukort, at kun absolut insidere kunne kende de mulehårstynde forskelle, der skilte de ofte dødeligt uenige partier fra hinanden.

Siden skiftede det politiske klovnecirkus side. Fremskridtspartiet imploderede og samlede de mest operationelle kræfter op i Dansk Folkeparti. Derefter poppede Nye Borgerlige op, stiftet af den oprindeligt konservative Pernille Vermund.

Ved at skære det efterhånden mere og mere salonfæhige Dansk Folkepartis holdninger skarpt til strøg Vermund og Co. frem i meningsmålingerne og endte med at overhale Dansk Folkeparti, både i tilslutning og holdningsmæssigt.

Her dukkede Lars Boje Mathiesen op. Oprindeligt byrådsmedlem i Aarhus for et andet af det nye årtusinds nye borgerlige raketter, Liberal Alliance, skiftede han hest og ham til Nye Borgerlige. Og endte som formand, da Vermund fik nok – første gang.

Boje Mathiesens tid som formand blev hverken lang eller glorværdig. Han blev væltet efter intern ballade og blev løsgænger. Og blev så afløst af – Pernille Vermund. Igen mistede hun dog hurtigt lysten og hoppede videre til Liberal Alliance med beskeden om, at nu var ”hendes” parti lukket og slukket. Hvilket det ikke var, mente nogle af de tilbageblevne. Så nu kører det videre med tidligere DF’er Martin Henriksen som formand.

Ud af forvirringens tåger står det klart, at det ikke er de store substantielle forskelle, der splitter og samler. Det er nærmere noget så upoetisk som personer og personlige ambitioner. Af andre eksempler fra samme side af det politiske landskab kunne man nævne både Lars Løkke Rasmussens og Inger Støjbergs exit fra moderskibet Venstre. Bevares, der er bestemt forskelle i de politiske udmeldinger, men var de i virkeligheden så store, at der skulle et nyt parti til?

Der er stor fokus på de gamle, samlende partiers problemer med at fastholde vælgerne, men det er også tankevækkende, at alle de nye partier, der opstår, måske nok rider på en bølge af hurtig succes, opnået gennem fokuserede budskaber på enkelte mærkesager, men at de færreste har vist sig langtidsholdbare. Og det er derfor et relevant spørgsmål, om dansk politik – og vælgerne – har brug for endnu flere personbårne politiske partier, hvor ansigtet fylder mere end indholdet?