Putins blik i bakspejlet fører Rusland i ulykke
Putins besøg i det stalinistiske Pyongyang viser desperationen i Ruslands internationale bestræbelser og giver bange anelser for dets fremtid.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
»Vladimir Putin havde ikke lyst til at forlade det forskønnede Pyongyang,« skrev Moskva-avisen Kommersant efter den russiske præsidents visit i Nordkorea denne uge.
Man tror det gerne, for det stalinistiske reservat på den koreanske halvø har meget, som må formodes at tiltrække den russiske præsident – og som til gengæld må frastøde alle med et hjerte for frihed og demokrati.
Putin har i tiltagende grad blikket limet fast til det historiske bakspejl, og her tårner Sovjetunionen, som det så ud i hans barndom i 50’erne og 60’erne, sig stadig mere op. Ekstrem ensretning og henrettelser af politiske modstandere, atomambitioner og militære eventyr udadtil, sult og armod indadtil.
Alt dette var Josef Stalin og hans efterfølgere leveringsdygtige i, og tyrannen Kim Jong-un excellerer fortsat i dette rollefag godt 70 år efter Kim-dynastiets store forbillede i Moskva døde.
Vladimir Putin har ikke midler og rækkevidde som en Josef Stalin (om ambitionerne kan man kun gisne), dertil har både Rusland og verden lykkeligvis ændret sig for meget i de mellemliggende årtier, men åbenlys er nostalgien for et totalt styret samfund med sikkerhedstjenesten som den højeste kaste og allerøverst oppe en urørlig førerskikkelse.
Udover terapi-sessionen for Kremls enehersker var der fuldt program i Pyongyang med forhandlinger om både økonomiske og militære spørgsmål.
Meget blev som forventet holdt uden for referat, men bundlinjen er, at Rusland søger endnu mere ammunition til sin krig i Ukraine og underbetalte nordkoreanske hænder til at lukke hullerne i sin overophedede økonomi, måske på våbenfabrikker, måske i genopbygningen af det, man selv har ødelagt i Ukraine.
Pyongyang på sin side har brug for lidt af hvert fra fødevarer til sin sulttruede befolkning til raketteknologi, der kan puste Kim yderligere op som trussel mod de omkringliggende lande og måske USA.
Hvor meget af alt dette der realiseres i praksis, og hvor langt venskabet egentlig rækker, kan kun tiden vise. Moskva vil gerne bestemme i både stort og småt, mens Pyongyang ofte har valgt at gå sine egne veje, så udsigterne er usikre.
Nok så vigtigt giver besøget os en aktuel læsning på, hvor isoleret Moskva på mange måder står internationalt – og en grim forudanelse om dynamikken i den russiske nedtur.
For to et halvt år siden valfartede vestlige ledere stadig til Moskva og bad Putin om godt vejr. Med storangrebet på Ukraine har Rusland i praksis frasagt sig rollen som europæisk stormagt og må tage til takke med de slyngelstater, der gider lægge øre til Kremls appeller.
Krigsproduktionen holder her og nu hjulene i gang i Rusland, men at omkostningerne ved Putins isolationskurs kan blive store, behøver man kun et kort blik på Kims Nordkorea for at forstå.
I 1950’erne var levestandarden i Nordkorea groft sagt på niveau med den sydkoreanske. I dag vurderes den nordkoreanske økonomi til at være mellem 3 og 5 pct. af Sydkoreas målt per indbygger.
Det er i den retning, Putins og Kremls nostalgi for svundne år peger for et Rusland, som formentlig kun kan bringes til fornuft gennem et nederlag på slagmarken i Ukraine.