Kunne vi blive endnu dummere? Ja, åbenbart

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Vi er ikke blevet klogere, kun lidt dummere,« skrev Bjørn Nørgaard i Politiken om den aktion, hvor den nu tidligere institutleder på Det Kgl. Danske Kunstakademi Katrine Dirckinck-Holmfeld i 2020 smed busten af Frederik V i Københavns Havn.

Klogere er vi heller ikke blevet af, at hendes kunstnerkollega og lidelsesfælle ud i kunstnerisk vildfarelse Ibi-Pippi Orup Hedegaard i Vestre Landsret fik et års ubetinget fængsel samt et erstatningskrav på 1,9 mio. kr. for at lime sig fast til Asger Jorns ”Den foruroligende ælling” og sætte sin egen signatur på værket. Konservatorer kunne endda rette op på hendes hærværk. Kongebusten blev derimod »dematerialiseret«, deri ligger storheden, må man forstå.

Mens Dirckinck-Holmfeld slap med at betale kostprisen på en ny buste til 44.350 kr. og endda fik vandaliseringen af et symbol på dansk historie og kulturarv ophøjet til et værk, har Højesteret netop hævet Ibi-Pippis dom fra landsretten til halvandet års ubetinget fængsel.

Vi er dermed blevet bekræftet i, at der er forskel på hærværksmænd og -kvinder, og at noget – eller måske især nogen – tillægges mere værdi end andet og andre: En hærværksmand fra Kunstakademiet med titel og dyre ord undgår straf, men opnår berømmelse. En hærværksmand fra Midtjylland, der endda har sneget sig ind i damernes omklædningsrum i Viborg Svømmehal, selv om kønsdelene kalder på badebukser, er netop hærværksmand og må bøde derefter.

Både Katrine Dirckinck-Holmfeld og Ibi-Pippis aktioner er rendyrket vandalisme forsøgt pakket ind i en ”kunstnerisk happening”. For Dirckinck-Holmfelds vedkommende skete det med afsæt i et arrangement på Kunstakademiet, om hvilket følgende stod beskrevet i programmet: »Kapitalismens destruktion af planeternes livgivende systemer, den vestlige verdens dominans og koloniale arv, såvel racistiske, heteronormative og andre ulighedsskabende strukturer, konfronteres af krav om forandring,« stod der i oplægget til en dag, der altså begyndte med tyveriet af og hærværket på busten.

Efterspillet udstillede ikke blot historieløshed, men også en række skiftende og til forskellige lejligheder varierende forklaringer, som Weekendavisen har afsløret.

Ibi-Pippi har i det mindste stået fast på sin forklaring om, at hun ved aktionen på Museum Jorn tog ejerskab over en andens værk, præcis som Asger Jorn selv gjorde, da han i 1959 skabte ”Den foruroligende ælling” ved at overmale et ubetydeligt maleri. En plat pointe, der trods alt er let at forstå. Det er derimod svært at få øje på forskellen på de to sager, der er faldet så forskelligt ud. Og så alligevel ikke. For mens Ibi-Pippi siger tingene, som de er, har Katrine Dirckinck-Holmfeld anstrengt og anstrengende talt politisk og cancerkulturelt korrekt om opgøret mod koloniseringen, hvor forfejlet den sammenligning ellers er i relation til hykleri-hærværket.

Katrine Dirckinck-Holmfeld har med sit vås fordrejet hovederne på først kunststuderende og senere akademiråd og dermed undgået en domstol. At hun som offentligt ansat har stjålet en offentligt ejet genstand af ”væsentlig værdi” og ødelagt den, er tilmed tjenesteforsømmelse. Det understreger blot et forskruet selv- og verdensbillede samt det hykleriske i forskellen på udfaldet af de to sager og kulturens til tider fordummende kraft.

I Danmark burde hærværksmænd og -kvinder dømmes ens, uanset hvor meget de vrøvler.