Både den flamboyante og den fåmælte må i arbejdstøjet for at redde Europa

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Staten, det er mig.« Citatet tilskrives franske Ludvig XIV, og selvom Solkongen næppe ytrede sig præcis sådan, var det svært ikke at høre et ekko af denne selvopfattelse, da præsident Emmanuel Macron med en uventet og højdramatisk gestus opløste Nationalforsamlingen, så snart det stod klart, at det yderste højre havde opnået en storsejr ved seneste weekends EP-valg.

Den franske præsident er en mand, der er sig særdeles bevidst, at han er leder af en kontinental stormagt, der gennem århundrederne har spillet en central rolle i at forme europæiske magtforhold. Med sin risikable satsning søger Macron selv at skabe historie, og det kan meget vel lykkes. Spørgsmålet er bare, hvilken historie der bliver tale om. For nok er målet at sætte højrefløjen skakmat ved et dristigt angreb med springeren, men risikoen for, at Frankrigs liberale og midtsøgende kræfter dermed sætter deres egen konge i slag, er svær af ignorere.

Nabolandet Tyskland – i den anden ende af EU’s centrale drivaksel – har valgt en anderledes strategi. Den tyske kansler, Olaf Scholz, er alt andet end en retorisk ekvilibrist – »nö,« næh, sagde han til journalister, der spurgte, om han havde en kommentar på valgaftenen. Kampen mod det yderste højre føres mere diskret, men på mange måder lige så kompromisløst som i Frankrig. I månederne op til valget blev det højrenationale AfD beskudt over en bred front af medier og politikere, mens flere af partiets markante profiler overvåges eller undersøges af myndighederne. Alligevel gik partiet markant frem og er i dag størst i fem østtyske delstater, der stort set dækker det territorium, som frem til 1990 udgjorde den kommunistiske stat DDR. Kansleren og hans vakkelvorne trafiklyskoalition står over for et mareridtsscenario, der godt kan matche bekymringerne i Frankrig, hvis AfD til efteråret sejrer i tre østtyske delstatsvalg og dermed i praksis kløver det politiske Tyskland i to.

Selvom realiteterne og den politiske kultur i Tyskland og Frankrig er forskellige, så er det åbenbart, at der er paralleller i forhold til den krise, som landenes politiske ledelser nu står i. Den flamboyante Macron, født ind i det bedre borgerskab, uddannet fra et af Frankrigs fineste universiteter, med filosofistudier og job hos investeringsbanken Rothschild i bagagen, er på mange måder indbegrebet af en globaliseret liberal elite, der efter kritikernes opfattelse har tabt jordforbindelsen. Og selvom Scholz gør en noget anden figur, har hans regering lagt sig i et tilsvarende spor – med en kostbar og ambitiøs grøn omstilling og stramme begrænsninger på de offentlige budgetter for at holde skatterne nede. En stor del af både tyskere og franskmænd føler sig hægtet af og ladt tilbage med udfordringer, som de ikke mener, politikerne leverer tilfredsstillende svar på: inflation og reallønsnedgang, bolignød, voksende regionale forskelle, den store regning for energiomstillingen og et stigende pres fra indvandring.

Det er alt sammen gefundenes fressen for kontinentets yderste højrefløj, der næres af bekymringer, som et stykke ad vejen er legitime og forståelige, skønt ofte fremstillet i et forvrænget perspektiv. Hovedproblemet er, at disse kræfter kører på ansvarsløst frihjul, når løsningerne skal formuleres.

Hvis truslen fra højrekræfter, der i værste fald kan destabilisere både Tyskland, Frankrig og flere andre EU-lande, skal overvindes, rækker det ikke med dristige manøvrer og hård politisk infight, selvom begge dele potentielt kan gøre en forskel. De ansvarlige politikere må i langt højere grad formulere konkrete svar på de spørgsmål, der optager borgerne her og nu – også selvom det måtte involvere et opgør med traditioner og indgroede politiske forestillinger.