Vesten gør klogt i at lytte til den gamle elektriker fra Gdansk

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Murens fald, fløjlsrevolutionerne i Centraleuropa, kommunismens kollaps, der foregik ikke med et brag, men med en klynken. Det er i år 35 år siden, at protester af demokratisk og liberalt tilsnit kastede de sovjetisk-kontrollerede ”folkedemokratier” i det østlige Europa hen på historiens mødding. Den tids demokratiske energiudladning var drevet af en vrede mod kommunismens økonomiske ineffektivitet, det snæversynede kontrolsamfund og de Sovjettro eliters himmelråbende hykleri. Men det var ikke bare en negativ reaktion. Ånden fra 1989 var båret af en optimistisk fremtidsvision, af håbet om noget bedre, af en tro på demokrati og frihedens muligheder.

Det er en dyrebar arv, som vi ikke har forvaltet så godt, som vi burde. Sådan lyder det fra Lech Walesa, den polske arbejderleder og nobelpristager, i et interview i Jyllands-Postens serie om ”Europa under forvandling.” Walesa spillede en afgørende rolle i at opbygge den frie fagforening Solidaritet i begyndelsen af 1980’erne, en bevægelse med stor moralsk og praktisk autoritet, der agerede rambuk for omvæltningerne sidst i årtiet. Han taler derfor med en særlig vægt, når han advarer om, at vi kan være ved at sætte nogle af landvindingerne fra dengang over styr. Hvis vi hviler på laurbærrene og bare skubber Europas og verdens problemer foran os, kan konsekvenserne blive katastrofale: »Så længe vi ikke finder løsninger på vores problemer, vil populisterne og demagogerne vinde valg. Det kræver en hårdere indsats fra ærlige demokrater, for at de ikke skal ødelægge vores demokrati og vores verden,« siger Lech Walesa.

Revolutionerne gav det europæiske projekt enorm fremdrift gennem flere årtier, hvor Polen, Tjekkiet, de tre baltiske lande m.fl. udviklede sig med syvmileskridt. De nåede alle lykkeligvis helskindet ind i EU og Nato, inden vinduet klappede i. Selv det Rusland, der i øjeblikket roder rundt i den historiske teatergarderobe efter munderinger fra zar Ivan den Grusommes hof eller Stalins storhedstid, udviste kortvarigt en flig af interesse for medlemskab af de vestlige alliancer.

I vore dage er pendulet i nogen grad svinget tilbage, og sine steder tager reaktionens og diktaturets kræfter atter terræn. Det handler ikke kun om Vladimir Putin. I Centraleuropa forsøger bagstræbere som Viktor Orbán i Ungarn og Robert Fico i Slovakiet ligeledes at skrue tiden årtier tilbage. Men giv folk mulighed for at vælge frit i en valgkamp med uafhængige medier og rigtige partier, så viser den model, folk flokkedes om i Berlin, Bratislava og Budapest i 1989, sin styrke. Vi så det sidste år i Walesas hjemland, da de polske vælgere gav den nationalkonservative regering det røde kort. Vi ser det i de aspirationer om national selvbestemmelse og virkelig frihed, der gennemsyrer den sammenbidte ukrainske modstand mod Ruslands invasion. Og vi ser det hver aften i øjeblikket på gaderne i den georgiske hovedstad, Tbilisi, hvor regeringens forsøg på at tvinge det kaukasiske land ind under Ruslands åg møder modstand fra titusinder af aktivister. De taler samme sprog som ukrainerne i 2014 og 2004, tyskere og tjekker i 1989 og de polske aktivister i 1970’erne og 80’erne.

Frihedens ånd er stadig det stærkeste våben i demokratiets arsenal. Den er ikke blevet gammel og træt over de seneste tre et halvt årti trods skuffelser undervejs og har alle muligheder for at trænge populisterne tilbage og sætte en ny tids imperialister i Rusland og Kina skakmat.