Splittelse i Trumps parti kan give Europa vigtig åbning

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Beslutningen i Washington om at sende over 60 mia. dollars i støtte til Ukraine er ikke bare et håbets tegn for Kyiv, men viser, at der langtfra er samling i Det Republikanske Parti bag den isolationisme, som partiets leder, Donald Trump, ofte prædiker.

Ved afstemningen lørdag i Repræsentanternes Hus, hvor partiet har flertal, gik 101 republikanere med kammerets formand, Mike Johnson, i spidsen ind for hjælpen til de nødstedte ukrainere, mens 112 hårdnakkede Maga-disciple stemte imod. Det giver et meget godt billede af de dramatiske skillelinjer i et parti, hvor traditionelt internationalistiske instinkter – i moderne tid repræsenteret af præsidenter som Dwight Eisenhower og Ronald Reagan – brydes med en isolationisme, der når den skraber bunden, giver mindelser om de kredse, der i 1930’erne talte for en forståelse mellem USA og Hitler-Tyskland. Der er et enormt spænd af udenrigspolitiske synspunkter repræsenteret hos Republikanerne, og ingen af partiets fløje kan siges at være præget af nogen stringent logik.

Donald Trump selv er et godt eksempel på forvirringen. For når han er værst, er han så absolut slem. Trumps fidele optræden over for autokrater som Vladimir Putin og Kim Jong-un, hans nærsynede fokus på snævre handelsinteresser og de uacceptable trusler om at forlade Nato er klare tegn på, at man udenrigspolitisk kan vente sig lidt af hvert, hvis Trump skulle vinde præsidentvalget i november.

Men samtidig er ekspræsidenten ingen udenrigspolitisk due. Han er fortaler for en hård linje over for Beijing, beordrede den dristige likvidering af den iranske general Quassem Suleimani i 2020 og førte i sin præsidentperiode en politik på nedrustningsområdet, der bestemt ikke passede Moskva. Man finder kort sagt meget forskelligartede præmier på hylderne i Trumps udenrigspolitiske tombola.

Centralt i hans projekt finder man bestræbelsen på at omlægge amerikansk udenrigspolitik, så den i langt højere grad er til gavn for USA’s økonomi, også på bekostning af mere strategiske overvejelser. Derfor ønsker store dele af Maga-fløjen at vende ryggen til de europæiske forviklinger – i forventningen om at Europa nok alligevel klamrer sig til de amerikanske frakkeskøder – og rette kanonerne (i direkte og overført betydning) mod USA’s egentlige globale rival, Kina. Med de økonomiske interesser ved rorpinden skal der føres en hård handelspolitik med toldbarrierer, der nemt kan komme til at gøre lige så ondt på Europa som konsekvenserne, hvis USA under Trump helt skulle droppe støtten til Ukraine.

Den udenrigspolitik, Trump står for, er kortsigtet og til tider impulsdrevet, men europæerne kan stadig gøre deres indflydelse gældende, selvom forretningsmanden fra New York skulle få et historisk comeback til november. Det handler om at demonstrere, at alliancer betaler sig, og at USA’s økonomiske position på længere sigt vil blive svækket af en politik, der giver køb på Vestens strategiske interesser. Der vil være en grad af lydhørhed over for dette argument i Det Republikanske Parti og bredt i det politiske apparat i Washington, hvor man på tværs af partiskel er opflasket med en forståelse af USA som en storpolitisk verdensmagt.

Europa må forberede sig på det værst tænkelige scenarie ved at styrke egne strukturer og belave sig på at tage et langt større ansvar i sit nærområde. Lykkes man med det – og det er der ingen garanti for – står man i Europa med langt bedre muligheder for at udnytte de brudflader i Trumps eget parti, som afstemningen i Washington har sat fornyet fokus på.