Det er kun brostenene, der er væk. Christiania er der stadig

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der var jubel og højt humør. Ikke fordi det var den første dag, hvor det lugtede lidt af forår. Nej, det var nærmere, fordi der lugtede lidt mindre af stoffer i Pusher Street på Christiania. I hvert fald de stoffer, der i årtier er blevet forhandlet på den brostensbelagte gade i det, der engang var Bådsmandsstrædes Kaserne.

Man skal efterhånden være en mere end halvgammel dansker for at vide, at det engang var en kaserne. For generationer har det bare været ”fristaden”, for turisterne et af de eksotiske beviser på uendeligt dansk frisind, og for politiet et sted, hvor der altid var gevinst, hvis man ledte efter lovovertrædere. Hvis de ellers turde bevæge sig ind i området, der med årene er blevet mere og mere forrået og overtaget af bagmænd, der ikke deler de hippie-idealer, der skabte fristaden Christiania, men i stedet var kyniske og brutale pengemænd, der solgte andre menneskers liv for penge. Mange penge.

I alle årene har en undrende dansk befolkning kunnet følge, hvordan det offentlige Danmark med lovgivning, politistave eller desperat appel til sund fornuft har forsøgt at få gjort has på projektet, der i 1971 meldte sig ud af det etablerede danske velfærdssamfund med dets goder - og pligter.

Christiania har været en torn i øjet på alle de, der levede et almindeligt liv, hvor skat og afgifter var et naturligt bidrag til fællesskabet. Det satte man sig ud over, men nassede gerne på goderne. Og lagde altså også jord til en omfattende narkotikahandel, som myndighederne langt hen ad vejen accepterede med halvt lukkede øjne. Så vidste man i det mindste, hvor handlerne befandt sig.

I de senere år har Pusher Street været en stigende byld også for beboerne i fristaden, ikke på grund af stofferne, men de bander, der overtog handlen med dem.

Nu ligger det ligesom i selve fristadens konstruktion, at det ikke skal være let at blive enige om noget som helst, og antallet af fællesmøder er omtrent uendeligt, men lørdag gik christianitterne omsider i aktion, og nøjedes ikke med at lukke Pusher Street, som det har været forsøgt flere gange med ringe held. Nej, nu hev man simpelthen brostenene op - og gjorde hele seancen til et kæmpe mediestunt, hvor TV sendte direkte og talte med de lykkelige fristadsbeboere, der skulle sikre sig en brosten til amagerhylden. Statsminister Mette Frederiksen og hendes tro væbner, justitsminister Peter Hummelgaard, og naturligvis Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, solede sig alle i kameralinserne og udtrykte deres respekt for christianitternes handlekraft og beslutsomhed.

Åh jo, det har godt nok taget sin tid at komme dertil. Og selv om brostenene er væk, er narkohandlen ikke forsvundet fra bybilledet. De, der lever fedt af andres misbrug, har allerede fundet andre adresser til deres geschæft. Og det koster hvert år samfundet formuer at bekæmpe handlen og samle ofrene for narkoen op.

De udgifter forsvinder ikke.

Det gør Christiania heller ikke. Og selv om der blev udvist sjælden handlekraft i lørdags, ville det klæde christianitterne at overveje, hvor vellykket deres mangeårige eksperiment egentlig har været. På mange måder har det været en sølle opvisning i, hvor mange blinde vinkler, mennesker kan have, når de primært ser verden ud fra deres egen, let tågede navle. Og christianitterne fik i hvert fald rigeligt med positiv airtime i lørdags.

Nu har vi til gode at se, om glæden varer ved.