Vi nærmer os politiske kabinetter – tag nu den debat ved fordøren
Særlig rådgiver nummer 33 er en realitet i regeringen. Hvad bliver det næste?
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Tirsdag blev der føjet endnu en til i regeringens lange portefølje af særlige rådgivere, da kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) ansatte sin rådgiver nummer to.
33 særlige rådgivere, som til sammen tjener over 33 mio. kr., lyder som en danmarksrekord. For aldrig før har en regering betjent sig af så mange særlige rådgivere, populært kaldet spindoktorer, som den nuværende SVM-regering.
Korpset er udvidet, fordi regeringen har besluttet at gøre det: Ministre kan som hovedregel ansætte én særlig rådgiver, statsministeren, vicestatsministeren og forsvarsministeren, udenrigsministeren samt finansministeren kan dog ansætte op til tre, mens ministre, der er medlem af regeringens koordinationsudvalg, kan ansætte op til to særlige rådgivere.
Ordet spindoktor fik for alvor plads i det danske sprog, efter at Anders Fogh Rasmussen (V) rykkede ind i Statsministeriet i 2001, selv om det var registreret allerede i 1992 og som sådan heller ikke var et nyt fænomen i statsadministrationen. Det nye er systematikken, omfanget og opgaverne.
Da spindoktorer i Fogh Rasmussens regering kom under anklage for enten at lyve eller omgås sandheden, forlangte Folketinget en undersøgelse. På det tidspunkt i 2004 havde de i alt 18 ministre ansat 14 særlige rådgivere. Udvalget nåede frem til, at debatten om spindoktorer gav udtryk for et mere konfliktfyldt forhold mellem ministerier og pressen end de faktiske forhold og konstaterede, at de særlige rådgivere også medvirkede til at give pressen lettere adgang til informationer. Da Folketinget i 2013 bad om et serviceeftersyn, kunne udvalget konstatere, at opgaverne på de små 10 år havde forskudt sig mod politisk-strategisk rådgivning.
Betænkningerne fra 2004 og 2013 danner fortsat grundlag for de kontrakter, som de særlige rådgivere ansættes på: De har ingen instruktionsbeføjelser over for det almindelige embedsværk og er underlagt almindelige principper om lovlighed, sandhedspligt og faglighed.
Men udviklingen har taget fart. Digitaliserede aviser og nyhedskanaler, som kører i døgndrift, gør, at tiden aldrig står stille. At forestille sig, at alle journalister direkte kan ringe til ministeren, er en illusion. Når der alligevel er grund til at hæfte sig ved det store antal, som nu opererer i statsadministrationen, så skyldes det, at deres opgave ikke alene er at forbinde presse og minister eller at give lettere adgang til ministerierne.
Da Mette Frederiksen blev statsminister, rykkede hendes særlige rådgiver Martin Rossen ind i Statsministeriet med nye beføjelser. Han sad med i det helt centrale koordinationsudvalg, hvor de afgørende beslutninger træffes, og hvor de store linjer lægges. Mette Frederiksen gik til statsministeropgaven med en politisk opsang om, at en minister skal sætte en politisk retning og udfordre embedsværket.
Den danske tradition med et partineutralt embedsværk er udfordret. Fra flere kanter både med erfaring som minister, departementschef og som parlamentariker har der været efterlyst et system med politisk udpegede kabinetter, som kan hjælpe ministeren med at drive politikudviklingen. Med det nuværende antal og system med særlige rådgivere er tanken, som gang på gang er blevet afvist, tættere på at være virkelighed.
Men det er uklart, om skatteyderne bidrager til at lønne folk, som lige så godt kunne være ansat i ministerens parti. I stedet for at snige politisk udpegede kabinetter ind ad bagdøren – understreget ved, at det ikke er et krav, at stillinger som særlig rådgiver slås op, hvorfor tager regeringen så ikke debatten ved fordøren?