Hvad mangler Magnus Heunicke på dette billede?

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Mette Frederiksen var klædt, som det passer sig, når ministerbilen triller ind i en potentiel miljøkatastrofe: refleksvest, gummistøvler og med indignationens antræk. Sidstnævnte en uniform, hun deler med mange, der har fået øjnene op for omfanget og de mulige konsekvenser af Nordic Waste-skandalen.

»Jeg tror godt, at jeg kan tillade mig at tale på vegne af de fleste danskere, når man ved, hvor meget ejeren af Nordic Waste har stående på bankkontoen – så ser det hele da noget mærkeligt ud,« sagde statsministeren midt i mudderet. Forargelsen er spundet af Østergaard-Nielsen-familiens formue, de tilsyneladende vidtstrakte bestræbelser for at skærme den, flugten fra pladsen, det manglende samarbejde med Randers Kommune og forsøget på at iscenesætte det hele som en »naturkatastrofe« og ikke en forudsigelig konsekvens af virksomhedens aktiviteter, som eksperter mener, det er.

Efter Nordic Wastes konkurs står det klart, at det ikke i dette tilfælde er forureneren, der kommer til at betale for oprydningen. Der er ikke flere værdier i selskabet, og selv om det ville klæde Østergaard-Nielsen-familien af følge DI og andres opfordring til i højere grad at bidrage, så er der øjensynligt ikke juridisk noget at komme efter. Og det er i grunden ikke så skidt. Hverken ret eller pligt kan formes efter den enkeltes formue. Ret og pligt er ens for alle, også i konkurs- og selskabsloven. Det er et flere hundrede år gammelt princip, at man alene hæfter for sin indskudte kapital, og det bør der værnes om.

Strammes reglerne i en rus af Nordic Waste-foragt, vil det få store konsekvenser for dansk erhvervsliv. Få vil vove at investere, hvis risikoen er ubekendt. Vi har brug for investeringslyst, nye muligheder, fremtidens arbejdspladser og skatteindtægter. Ikke det modsatte, hvor betimelig den holdning end måtte være netop nu, hvor harmen hersker i en grad, at det skal være et argument for ikke at lade sig bespise på Jensens Bøfhus.

Lige så uspiseligt vil det være for de selskaber, der forvalter vores pensionsopsparinger, hvis de med en aktiemajoritet risikerer at miste mere, end de har investeret i et selskab. Princippet om, at man alene gambler med de penge, man investerer, er vel det eneste, der bør stå nogenlunde fast i Nordic Waste-sagen, der ellers præges af mange ubekendte, modstridende dagsordener, ansvarsfrygt og mandagsgeologer. Hvorfor, hvordan og på hvilket grundlag blev Nordic Wastes aktiviteter i den gamle lergrav godkendt, hvorfor opdagede man intet ved kontrolbesøg, hvem lyttede ikke til de medarbejdere, der tilsyneladende råbte op, hvad vidste ledelsen i Nordic Waste, har Torben Østergaard-Nielsen nogensinde hørt om et skred, og hvordan harmonerer det hele med USTC-koncernens påståede miljøansvar?

Nu hvor jordskredet er taget af, og Ølst synes reddet, er det tid at finde nyt fodfæste i regler og fakta. Konsekvenserne af Nordic Waste-sagen er så store, at tilbundsgående, uvildige undersøgelser for en gangs skyld kan tjene som andet end deponi af politisk handlevilje. Faktisk vil det kunne gøre os alle klogere. Det vil Randers Kommunes politianmeldelse af Nordic Waste også bidrage til. En undersøgelse vil sikkert pege på det, som miljøretseksperter har gentaget: Christiansborg har i mange år forsømt i tilstrækkelig grad at implementere EU’s direktiv om miljøansvar i dansk lov. Derfor sejler svar og ansvar mellem myndigheder, regioner, stat og kommuner. Se, det kunne Mette Frederiksen og resten af regeringen gøre noget ved nu, hvor de alligevel er trukket i arbejdstøjet.