Det her handler ikke kun om penge. Det handler om respekt
Forslaget til at løse udfordringen på sosu-området med løn under uddannelse hjælper ikke meget, hvis der ikke følger mere med.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det udspil, som børne- og ungeminister Mattias Tesfaye (S) har fremlagt for at få flere til at søge og ikke mindst gennemføre social- og sundhedshjælperuddannelsen, kan ikke stå alene. For ét er at lokke alle over 25 år med, at de kan få løn under uddannelsen. Noget helt andet er at gøre det attraktivt og attråværdigt at arbejde som sosu-assistent eller sosu-hjælper.
Et greb i pengekassen er den lette og på mange måder typiske metode, som skiftende regeringer har brugt, når et problem i velfærdssamfundet skal løses. Man kan muligvis for en stund betale sig ud af et problem, men over tid vil det åbenbare sig, at penge alene ikke gør det. Der skal tages anderledes og grundigere fat.
Når det gælder ældreplejen, er det et helt oplagt sted at begynde med fortællingen. Sosu-faget er over år blevet talt ned og har fremstået som bunden af uddannelsespyramiden. Det, som man altid kunne blive, hvis man ikke kunne blive til noget andet. Hvor er stoltheden og anerkendelsen af det arbejde, som rigtig, rigtig mange bogstaveligt talt ikke ville kunne leve foruden?
Som dronning Margrethe II formulerede det i sin sidste nytårstale: »For mange af os er det en fritidsbeskæftigelse at holde hænderne i gang. For andre er det et livsvilkår – en profession.«
Realiteten er, at de fritidsbeskæftigede, den kreative klasse, over år har holdt den akademiske fane så højt, at de selv er ved at segne under den. For om ikke før, så den dag, hvor man sidder i sin ældrebolig eller på et plejehjem, vil man ganske givet vide at påskønne den, som kan sit håndelag og udfører sit fag med omhu og indlevelse.
»Dem, der passer os, når vi er indlagt på sygehuset, eller plejer os, når vi ikke længere kan klare os selv,« fik en særlig plads i nytårstalen, hvor dronningen konkluderede, at det er »funktioner, der kræver håndelag, kundskaber og uddannelse, og som i den grad fortjener respekt.«
Her med al respekt begynder det, og her skal det begynde, hvis det danske velfærdssamfund skal hænge sammen. Stort set samtidig med at Mattias Tesfaye fremlagde sit lille hjørne af det, som på forhånd er døbt en ældreform, skulle finansminister Nicolai Wammen (S) forholde sig til den seneste OECD-rapport om dansk økonomi. Mens finansministeren hæftede sig ved de positive meldinger fra OECD og meddelte, at OECD fremhæver regeringen for at gøre noget ved skat, uddannelse og øget arbejdskraft, så læste Dansk Industri (DI) rapporten med noget andre øjne og lagde vægt på de mange anbefalinger om fortsatte reformer.
OECD noterer således, at velfærdssamfundet fortsat vil være under pres og anbefaler yderligere reformer på pension, arbejdsmarked og uddannelse, at sætte skatten yderligere ned på arbejdskraft og ikke mindst at sætte kommunerne mere fri, når det gælder om at tackle den udfordring, som stigende udgifter til en aldrende befolkning vil udgøre.
Regeringen har nu siddet i godt et år, som i det store og hele huskes som et langt tilløb til det, som det hele drejer sig om: at bruge den unikke mulighed, som et bredt regeringssamarbejde over midten er, til at tage fat på de helt store udfordringer og at få vedtaget reformer, som fremtidssikrer velfærdssamfundet. I det store billede syner udspillet på sosu-uddannelserne ikke af meget.
Man kan få den mistanke, at det sendes ud nu, fordi regeringen har et behov for at demonstrere, at ikke alt er sandet til i gruppearbejde mellem de tre regeringspartier.