EU rydder op efter sig selv med ny aftale om migration
Efter otte års tilløb er EU-landene blevet enige om en bedre styring af migrationen. Det er på høje tid. Og EU gør ikke andet end at rydde op efter egne forsømmelser.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Tilstrømningen af migranter og asylsøgere til Europa er ved at være tilbage på niveauet fra 2015, da flygtningene vandrede også på danske motorveje. Desperationen i EU-hovedstæderne har været støt voksende lige siden. Migrationen fra ikkevestlige lande er for længst tilbage i toppen af de europæiske vælgeres dagsorden og har i mange lande medført store politiske omvæltninger, som regel med klare ryk mod den yderste højrefløj.
Nu er EU-landene efter mange års tilløb blevet enige om en ny asyl- og migrationspagt, som hele vejen rundt forsøges solgt som både historisk og banebrydende. Det skal stå sin prøve i den virkelige verden. Helt tilfældigt er det næppe, at aftalen kommer i hus netop nu, kun et halvt år før valget til Europa-Parlamentet. Om aftalen kan afværge udsigten til et protestvalg, må også vise sig.
Ambitionen er at fratage menneskesmuglerne deres lukrative forretningsmodel. Det skal være EU-landene selv, der styrer, hvem der kan få adgang til det forjættede Europa. Kun sådan kan det sikres, at landene ikke segner under den irregulære migration, og kun sådan kan de katastrofale skibsforlis på Middelhavet undgås. Sådan lyder i hvert fald den officielle hensigtserklæring.
Meningen med den nye aftale er, at Europa tager kontrollen med asyl og migration tilbage.
Sagsbehandlingen af asylansøgninger skal fremover foregå på EU’s ydergrænser. Asylansøgere skal anbringes i store opsamlingscentre, mens deres sag behandles. De, der har behov for beskyttelse, sendes ind i EU, mens de afviste – efter planen – skal forsøges hjemsendt igen. EU-landene underlægger sig en såkaldt solidaritetsmekanisme, der – efter planen – skal sikre en retfærdig fordeling af flygtningene. De lande, der siger nej, kan dog betale sig fra solidariteten. Hér er en af aftalens svage punkter, der åbner for mange slagsmål om betaling for manglende solidaritet.
Meningen med den nye aftale er, at Europa tager kontrollen med asyl og migration tilbage. Den afgav EU-landene såmænd helt frivilligt, da de med Schengen-aftalen ophævede de indre grænser i EU, men imod alle udtrykkelige løfter undlod at sikre en tilsvarende kontrol med de ydre grænser. Det har ført til, at menneskesmuglerne i dag reelt styrer, hvem der slipper ind i Europa, og det er sjældent dem med størst behov. EU-systemet svigtede hér eklatant. Med den nye aftale forsøger EU at rydde op efter egne forsømmelser.
Alle forsøg på at håndhæve kontrollen med de ydre grænser er hidtil druknet i en offentlig forargelse over grænseagenturet Frontex’ såkaldte push back-aktioner, der har forsøgt at holde migranter væk fra EU-grænserne. Kritikerne har aldrig formået at forklare, hvordan man ellers skal kunne forsvare EU’s grænser som lovet af politikerne. Da det samtidig har været stort set umuligt at hjemsende flygtninge, der er sluppet ind i EU, skal den nye aftale åbne for en bedre styring af migrationen. Men det forudsætter, at det vitterlig lykkes at fastholde sagsbehandlingen – og asylsøgerne – på ydergrænserne, altså teknisk set uden for EU, inden de sendes tilbage eller lukkes ind som anerkendte flygtninge.
Netop vanskelighederne ved at hjemsende afviste – og også kriminelle – migranter har fået en del EU-lande til at forsøge at flytte sagsbehandlingen til fjerne lande, f.eks. Rwanda. Den danske regering er langtfra alene om ambitionen. Bl.a. i London og Berlin kører bestræbelserne på højtryk. Alle steder trives nok en stille mistro til, at den nye EU-aftale vil være tilstrækkelig og kan udmøntes så effektivt, som det lige nu lyder i skåltalerne.