EU sender et stærkt signal til krigsmageren i Kreml

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

EU’s håndslag til Ukraine om at indlede optagelsesforhandlinger med det krigsramte land er en uhyre vigtig manifestation af solidaritet og sammenhold, men først og sidst et politisk signal. Gennembruddet på EU-topmødet kom efter en uge, hvor meget er gået Ukraine og den omrejsende præsident Zelenskyj imod. Om ikke andet sluttede den forsonligt.

Men så er det bedste nok også sagt. På sine møder i Washington fik Zelenskyj bekræftet alle sine værste anelser: USA træder vande med den fortsatte militære og økonomiske støtte til Ukraine. Den er blevet et omdrejningspunkt for et hårdt opgør mellem præsident Biden og Republikanerne, der inddrager alle mulige andre politiske slagsmål, især grænsekontrollen mod Mexico. Forude venter ydermere et præsidentvalg, hvor ingen kan vide sig sikker på, at Donald Trump ikke igen rykker ind i Det Hvide Hus. Hans holdning til Ukraine-støtten er desværre alt for velkendt.

I Bruxelles måtte spørgsmålet om at yde en støtte til Ukraine på 50 mia. euro over de næste fire år skydes til hjørne. Det skal afklares på et nyt topmøde i januar, hvor det formentlig falder på plads – om ikke andet ved, at Ungarns Viktor Orbán igen opsøger et toilet og lader de 26 øvrige regeringsledere træffe en afgørende beslutning. Der er, hvad det er. Ungarns bidrag til denne støtte er ret begrænset. Det skal nok lykkes. Det er ikke problemet.

Den store skade ligger i den splittelse i EU-kredsen, som Orbáns mange numre udstiller. Han er heller ikke alene. Overalt breder krigstrætheden sig, og i flere lande er decideret Putin-venlige partier på fremmarch. Der er brug for det stik modsatte: enighed, stålsathed og vilje til uden slinger at gøre Ukraines sag til Europas sag. Det er jo præcist sådan, det er. Ukraine kæmper ikke kun for sig selv. Ukraine står på vegne af hele Europa, ja Vesten, op imod præsident Putins angreb på den sikkerhedsarkitektur, der har båret kontinentet siden Anden Verdenskrig.

Her og nu skal Ukraine holde fronten i det østlige Ukraine. EU-beslutningen flytter i sig selv ingenting på landjorden, hvor Rusland åbenbart samler sammen til nye offensiver, og Ukraines eget modangreb er kørt endeligt fast. Et EU-medlemskab kan ligge både 10 og 20 år ud i fremtiden, ikke mindst fordi der ikke vil blive slækket på optagelseskravene. De er skrappe for et land som Ukraine, der slås med korruption og manglende borgerrettigheder. Det bliver ikke en friløber for Ukraine frem mod et medlemskab.

Reelt ønsker Ukraine sig langt mere et Nato-medlemskab, der direkte vil kunne garantere statens overlevelse. Men EU’s beslutning om, at Ukraine hører til i Europa og på sigt også skal vende hjem til den europæiske familie er moralsk og politisk alligevel sin vægt værd i guld for ukrainerne. Jo mere Ukraine kan bindes ind i det regelbaserede verdenssamfunds institutioner, jo stærkere står det over for Rusland. Ingen glæder sig for tiden mere end Putin over Ukraines problemer i Washington og Europa. Han har ingen slutdato for sin angrebskrig mod et fredeligt naboland, som han selv skrupelløst oplyste i sit store propagandashow i Kreml i torsdags. Putin næres af Vestens splittelse. Og alt for mange i Vesten bidrager naivt til hans iskolde spil.

Det er på tide, at Vesten lever op til sine forpligtelser. Af én mio. lovede artillerigranater til Ukraine er der kun leveret 300.000. Det er en ubegribelig tilståelsessag. Det er tid til at prioritere Ukraine-støtten helt anderledes systematisk. Det er ikke mindst i vores egen interesse.