Grøn vidunderfidus gasser af
Hvad der altså lignede en gylden model til betragteligt mindre klimaaftryk og bedre vandmiljø skrumper tilsyneladende.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det blev kaldt landbrugets klimatriumf og udløste kollektiv begejstring hos såvel Enhedslisten, Klimarådet, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening samt den daværende S-regering; idéen om frivilligt og mod kompensation at opgive landbrugsdriften på lavtliggende marker og lade drænede moser og enge oversvømme.
Ved på den måde at give naturen tilbage til de såkaldte lavbundsjorde kan man stoppe nedbrydningen af de planterester, som den slags jorde er så rige på, og dermed reducere CO2-udledningen. Faktisk så meget, at det ville svare til en reduktion på 40 pct. af landbrugets samlede udledninger, måtte man forstå. Eksperter var skeptiske, og noget tyder på, at skeptikerne – eller realisterne – desværre får ret.
Der er nu rejst tvivl om, hvorvidt der overhovedet findes de 170.000 hektar landbrugsjord (svarende til fem gange størrelsen af Mors), som man regnede med. Derfor må vi vente endnu længere på den rapport om en CO2-afgiftsmodel i landbruget, som økonomiprofessor Michael Svarer står i spidsen for. Også her var udtagningen af lavbundsjorde en helt central og præstationsfremmende forudsætning i det regnestykke, der nu måske alligevel ikke går op.
Det er ikke første gang, at vidtløftige klimaambitioner amputeres i mødet med virkeligheden. Dan Jørgensens klimaø var ikke så lysegrøn, som han drømte om. En plet bliver det næppe, i hvert fald ikke på verdenskortet. Mens idéen om klimaøer var baseret på ny teknologi, forekommer udtagning af lavbundsjorde mere lavpraktisk og ligetil. Sådan er det ikke.
Udover at der måske ikke er lavbundsjord i det omfang, man drømte om, så sander det hele til i den ineffektivitet, der fra start har sinket projektet. Det har taskforces og ekspertgrupper ikke hjulpet på. Kommuner, konsulenter, styrelser og andre interessenter skal vende hver eneste sten i forundersøgelser, det koster tid og penge. Ganske mange penge. 8,4 mia. kr. er der løbende afsat til initiativet, og ved seneste finanslov fandt man endnu flere midler til konsulenter og kommunal sagsbehandling. Eksperter mener, at det trods alt er en god investering, den potentielle klimagevinst taget i betragtning.
Anderledes forholder det sig med tiden. Godkendelsesprocessen er så langsommelig, at også dét skaber fornyet tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan nå det bindende klimamål for landbruget. 6.161 hektar er ved at blive realiseret, mens kun 187 hektar lavbundsjord er blevet reetableret. Selv om effekten på den enkelte mark er øjeblikkelig, forslår det ingenting, så fremtiden ser sort ud. Det gør fortiden også. En landmand fik for tre år siden 400.000 kr. i kompensation for sine lavbundsjorde. Siden blev det forbudt at gøde og sprøjte sådanne områder, hvilket fik værdien til at falde. Kammeradvokaten konkluderede derfor, at kompensationen var i strid med EU’s statsstøtteregler.
Landmanden fik besked om at betale 305.000 kr. tilbage – plus 11 pct. i renter. 200 landmænd står i lignende, groteske situation og med den usikkerhed, som det har skabt, kan man ikke fortænke kolleger i at tøve. En undskyldning må det dog ikke blive, dertil er konsekvenserne for store og tiden for knap – planteresterne venter ikke med at gasse. Hvis ikke der speedes op i alle led, skal CO2-reduktionerne i landbruget findes på andre og mere smertelige måder. En konsekvens kunne blive klimaekspropriation, hvilket vil være en kapitulation for et såkaldt foregangsland.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.