Hvis nogen vil skære ned på hjælpen til Ukraine, må vi skrue op

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der er sprækker i den ukrainske fortælling om, at en sejr ligger og venter på den anden side af Ruslands invasion. Faktisk er det så småt begyndt at gå op for flere og flere, at Rusland fortsat har en mulighed for at vinde krigen.

Skuffelsen begyndte allerede at male sig i ansigtet på ukrainere såvel som udenlandske kommentatorer, da det viste sig umuligt for den ukrainske hær at trænge gennem de forsvarslinjer, russerne har brugt et år på at forstærke.

I en efterhånden verdensberømt artikel i The Economist i starten af november sandede general Valerij Zaluzjnyj, det ukrainske forsvars militære leder og et af de vigtigste ansigter i den ukrainske offentlighed, at krigen havde nået et dødvande.

Beskeden var, at der ikke kom noget gennembrud. Med vinterens pludselige ankomst er der for nuværende trukket dobbeltlinjer under sommeroffensivens facit: Der har ikke været nogen nævneværdige fremskridt på frontlinjen.

Generalen lægger primært manglen på isenkram til grund. De kan ikke rydde russernes omfattende minefelter. De har ikke luftherredømme. Ukrainerne har ikke nok systemer til effektivt at ramme russernes artilleri.

Mere bekymrende sagde han det, som mange allerede tænkte: Ruslands udmattelseskrig kan i sidste ende køre den ukrainske stat ned. Underforstået: Ukraine kan stadigvæk tabe krigen.

Selv om ukrainerne har overrasket hele verden med en forbilledlig modstandsvilje, så bør det stadigvæk stå lysende klart for enhver, at Ukraine ikke kan kæmpe effektivt uden vestlig hjælp.

Hvis vi i Vesten vil gøre os nogen forhåbninger om, at Ukraine overhovedet kan holde på de territorier, de stadigvæk har, så kræver det, at vi giver dem al den militære støtte, vi kan undvære. Hvis vi gerne vil have, at ukrainerne vinder, kræver det, at vi giver dem det, de skal bruge.

Men i EU slår støtten sprækker. I Holland er Geert Wilders Frihedsparti stormet ind i parlamentet under løfter om en afstemning om et hollandsk exit fra EU og et stop for indvandring. Men partiet har også gjort sig bemærket ved at ville dæmme op for den militære støtte til Ukraine.

I Danmark har både Pernille Vermund og Martin Henriksen fra Nye Borgerlige foreslået, at EU skal trække støtten til Ukraine. Det må nationalstaterne selv stå for, mener de.

Ikke kun i Europa er støtten til Ukraine sårbar. Næste år går amerikanerne til stemmeurnerne, og der er en god sandsynlighed for, at Donald Trump igen vil sætte sig til rette i Det Hvide Hus.

Selv hvis Demokraterne fortsætter ved magten, er der risiko for, at de vender sig mod spændingerne mellem Kina og Taiwan.

Det gælder for begge sider, at der ikke har været gjort store landvindinger i et år efterhånden. Til gengæld har russerne bolden på deres banehalvdel og presser lige nu på i den østukrainske by Avdiivka med voldsom kraft og deres sædvanlige ligegyldighed over for menneskeliv.

Byen er ligesom så mange andre blevet bombet sønder og sammen, men ukrainerne står der endnu. De holder fast, men hvis de skal have mulighed for at fortsætte, kræver det, at vi også holder fast i vores støtte.

Det kræver, at EU bringer sig selv i en position, hvor vi kan hjælpe ukrainerne til sejr med eller uden hjælp fra USA. Kort sagt må vi skrue op for hjælpen til Ukraine, når de andre falder fra. Både for vores egen og Ukraines skyld.