Mørkelægningen af spionskandalen er en endnu større skandale

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Retten i Lyngby besluttede fredag at holde dørene lukkede i den i forvejen meget lukkede retssag mod tidligere spionchef Lars Findsen. Det siges jo, at hvad man ikke ved, kan man ikke have ondt af. Det er løgn. For i denne sag ved vi stort set ingenting. Men vi ved nok til at ærgre os over ikke at vide mere. Lars Findsen er blevet hovedperson i en sag, der efter alt at dømme handler om læk af statshemmeligheder, som relaterer sig til det danske efterretningssamarbejde med USA.

Vi har al mulig respekt for tjenesternes behov for fortrolighed. Deres arbejde fungerer bedst i mørke, og således er hele systemet opdraget til lukkethed og mindst muligt lys på deres gøren og laden herhjemme og i udlandet. Men retssagen mod Lars Findsen er ikke bare en mellemregning i tjenesternes interne justits. Det er ikke en ekspeditionssag, som de selv kan klare. Det er derimod en alvorlig retssag og stor skandale, som har udspillet sig i vores samfunds top, uanset om han dømmes eller ej. Det er en skandale, hvis en af systemets mest betroede medarbejdere ikke har formået at værne om sine oplysninger. Og det er en skandale, hvis han har og alligevel er blevet udsat for hele dette aparte forløb, hvor hans hjem har været under overvågning, og hans privatlivs detaljer er blevet misbrugt i forsøg på at stække hans virke.

Denne sag er ikke hverdagskost i Danmark, for vi anser os selv for at være et nogenlunde anstændigt land. Ifølge en demokratiforsker på Aarhus Universitet, som for nylig kortlagde verdens demokratier, var Danmark verdens bedste demokrati. En fundamental del af styrketesten i et demokrati er vores retsstat. Det er via lov og ret, at vi opretholder en afgørende grundlogik. Fair rettergang og fælles forståelse af rigtigt og forkert. Det er, fordi vi stoler på systemet, at vi er et af de lande, der har den højeste tillid til det. Vi er et land, hvor vi kunne ønske os meget mere offentlighed, men trods alt historisk har haft en høj grad af åbenhed i blandt andet vores retspleje.

Når byretten har forholdt sig til sagen, har dommeren vægtet anklagemyndighedens argumenter tungest. Her har man krævet lukkede døre, fordi hele omdrejningspunktet for sagen er efterretningsarbejde, som ikke tåler dagens lys. Alternativet har ifølge anklagemyndigheden været, at sagen ikke kunne føres. Man har med andre ord taget hele sagen om gidsel og dermed truet sig til mørklægning.

Det er desværre symptomatisk for myndighedernes tilgang til offentligheden. Kan man nægte indsigt, gør man det. Kun sjældent giver man mere indsigt, selvom man kunne. I dette tilfælde kan det ikke passe, at der skal være tale om et enten eller. Der må findes en vej med videst muligt åbne døre, som samtidig tager hensyn til de højest klassificerede oplysninger. En hverken helt åben eller helt lukket dør. Men en dør, som står nok på klem til, at samfundet har et begreb om, hvad der foregår her.

Det vil være i samfundets interesse, og det er vel trods alt et hensyn, som står over alt. Men det vil også være i efterretningstjenesternes interesse at give lidt mere indsigt. Virkeligheden er ofte nuanceret. Det samme er formentlig tilfældet i Lars Findsens sag. Det ved vi ikke. For vi ved ingenting. Lukketheden er den største skandale her, uanset om Findsen i sidste ende er skyldig, uskyldig eller noget midt imellem. Forhåbentlig vil Højesteret overveje hensynet til offentligheden på ny.