Med venlig hilsen fra Holland

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hollands premierminister, Mark Rutte, har givet op. Regeringen er brudt sammen, og den garvede politiker har meddelt, at han ikke genopstiller. Sammenbruddet i regeringen i Haag skyldes uenigheder om asylpolitikken. For hollænderne betyder det, at de skal til valg i utide. For os andre er det en påmindelse om, at udlændingepolitikken ikke er forsvundet fra den politiske dagsorden. Tværtimod.

For nok har krigen i Ukraine helt naturligt stået allerøverst på dagsordenen i Europa og skabt et sammenhold mellem de europæiske nationer, som ikke er set længe. Men samtidig med, at blikket har været rettet mod slagmarken i Ukraine og Kremls dispositioner, er der kommet stadigt mere foruroligende asyltal, som tyder på, at den flygtninge- og migrantkrise, som Europa oplevede i 2015, står til at blive overgået med et langt større pres på Europa.

I Holland kom der sidste år 46.000 asylsøgere, i år ventes tallet at blive omkring 70.000, og dermed vil den hidtidige rekord fra 2015 være slået. Hollands regering er splittet på, hvad man skal stille op. Fra Ruttes side blev der lagt op til stramninger af reglerne for familiesammenføring, men det ville de øvrige partier ikke gå med til.

For en måned siden var Mark Rutte i Tunesien sammen med Italiens premierminister, Giorgia Meloni, som også kan tale med om et markant stigende antal mennesker, som forsøger at komme til Europa. På det tidspunkt havde 53.800 migranter forsøgt at krydse havet for at komme til Italien. I samme periode sidste år lå tallet på 21.700, fremgik det af en opgørelse fra det norske nyhedsbureau NTB.

Intet tyder på, at det holder op, og stort set dagligt kommer der rapporter om forliste både. For dem, som når frem til Europa, er chancerne for at blive større end risikoen for at blive sendt tilbage. EU-landene har både samlet og enkeltvis i årevis kæmpet med tilbagetagelsesaftaler og effektiv hjemsendelse.

Corona-epidemien lagde en dæmper på såvel migrationen som de politiske partier, der har slået sig op på en uforsonlig udlændingekritisk linje. Nu er de stærkt på vej tilbage. I Tyskland publicerede ARD i forrige uge en meningsmåling, som gav det indvandrerkritiske AfD 20 pct. af stemmerne. AfD ville ifølge målingen blive Tysklands næststørste parti.

I Spanien, hvor der er parlamentsvalg den 23. juli, står det indvandrerkritiske parti Vox til at få knap 14 pct af stemmerne, en placering som Spaniens tredjestørste parti. I Østrig vinder FPÖ terræn og står ifølge meningsmålinger til omkring 30 pct. af stemmerne og en position som Østrigs stærkeste parti. Endnu en påmindelse om, at udlændingepolitikken ikke er forsvundet fra vælgernes dagsorden.

På EU-plan er man efter flere års tøven og forsøg på bortforklaringer nået frem til den erkendelse, at der ikke er nogen vej uden om en effektiv begrænsning af adgangen til Europa. Groft sagt skal sorteringen finde sted på de ydre grænser, så kun mennesker med asylbehov lukkes ind.

I Holland handler striden ikke om illegale migranter, men om, hvordan mennesker, som har fået asyl, skal behandles. Ifølge hollandske medier ønskede Ruttes parti, VVD, at inddele flygtninge i to kategorier - dem, som var personligt forfulgte - og dem, som midlertidigt var på flugt på grund af krig - og at tildele dem forskellige rettigheder i forhold til familiesammenføring. Den hollandske case illustrerer med al tydelighed, at den udfordring, som Europa har, ikke forsvinder. Tværtimod. Den vil kun vokse.