Postministeren er modig. Overmodig?
Ingen vil savne PostNords monopol. Men er regeringen sikker på, at vi ikke kommer til at savne brevomdeling i yderområderne og en ensartet pris i hele landet?
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Regeringen har langt om længe sandet, hvad de fleste af os andre har vidst i årevis: at monopolvæsenet Postnord var både for dyrt og for dårligt. Selv om man kan blive i tvivl, når man ser på DSB eller Danmarks Radio, så er der åbenbart alligevel grænser for, hvor ringe man kan gøre det og fortsat svømme i statsstøtte. Det er en glædelig nyhed, at Postnord nu har demonstreret grænserne for idiotien.
År efter år har selskabet gået tiggergang i Folketinget med krav om akut tilførsel af ekstra statsstøtte for trecifrede millionbeløb. Fordi det åbenbart var for svært for Postnord at drive det postvæsen, som var selskabets primære formål. Postnord havde ét job, og det kunne det ikke passe. Alt for længe har væsenet levet højt på fortiden. Det kongelige danske postvæsen var en stolt etat. Det kan man se hos Post- og telemuseet i København. Det kan til gengæld ikke ses i den fusionerede underskudsforretning, der til sidst var en skygge af sig selv og nu altså heller ikke længere sidder uudfordret på den opgave at dele breve rundt i Danmark.
I en ny aftale tager transportminister Thomas Danielsen (V) endelig livtag med Postnords position. Det kan ingen – måske på nær 3F, der organiserer postarbejderne med forhistoriske overenskomster mindre fleksible end granitsten – begræde.
Til gengæld kan det bekymre, at Venstre efter så langt tilløb ikke har tænkt til ende, hvordan et liberaliseret postmarked så sikrer det sociale hensyn, som fortsat bør være fundamentet i den basale infrastruktur, som brevomdeling er. Der bør være en meget tydeligere sikkerhed for dem, der bor for enden af en markvej. For pensionisterne, der har gjort sommerhuset til otiummets helårsbolig, eller for de danskere, som bor på øerne, er det uklart, om man fortsat kan forvente, at posten kommer til døren til en pris, der ikke er højere end i byen.
Selvfølgelig er det mere lønsomt at omdele breve i hovedstaden end i hovedlandet. Det er også dyrere for Jyllands-Posten at bringe aviser ud i Thy end i Aarhus. Men det ændrer ikke ved, at et avisabonnement skal koste det samme. Her kan det bekymre, hvis den rene markedslogik fremover ikke tager hensyn til, at Danmark skal hænge sammen. Det er netop her, staten har en rolle at spille. Det fremgår af aftalen, at der stadig vil være et statsligt udbud specifikt for øerne, for international omdeling og for blindepost. At staten løser et hensyn for de få med behov, er langt mere oplagt, end at den massivt har siddet på flertallets brevomdeling og postet statskroner i noget, der primært gavnede de virksomheder, som udsendte rudekuverter, mens mange i yderområderne alligevel fik en ringe kvalitet.
Men når der kan laves særaftaler for blinde, hvorfor kan gruppen så ikke udvides til at omfatte ældre, gangbesværede eller andre, som står uden for det digitale samfunds kommunikationskanaler? En anden regel siger, at bor du mere end 50 meter fra vejen, må du sætte din postkasse ved hovedvejen. Man skulle ellers netop mene, at jo længere fra vejen du bor, jo mere har du behov for at få posten bragt til døren. Man kan sagtens regulere et frit marked med lovkrav.
Thomas Danielsen er en modig mand. Livtaget med Postnord er et sjældent positivt kapitel i historiebøgerne om SVM-regeringens resultater. Men der kan måske vise sig at være tale om overmod, hvis ikke regeringen meget snart kan svare på de bekymringer, som aftalen også udstiller.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.