Ukraine og det frie ord

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Om ikke før så i hvert fald efter den 24. februar i år har den ukrainske befolkning og landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, ikke kunnet været i tvivl om, at et samlet Vesten og EU bakker landet fuldt op. Fra den første dag er sympati, støtte og militærhjælp strømmet landet i møde. Samtidig har Ruslands brutale angreb på det suveræne og frie land skabt et historisk vestligt og europæisk sammenhold.

Det blev senest understreget og forstærket torsdag under donorkonferencen mellem Ukraine og en række europæiske lande i København, bl.a. med en dansk donation til Ukraine på mere end 800 mio. kr.

Og den tidligere skuespiller Zelenskyj har ud over at være en autentisk og stærk leder af sit land også – i sin grønne army-T-shirt – afsløret sig som en blændende kommunikator og fortolker af mediesamfundet. I taler har han, som han også gjorde under donorkonferencen, dygtigt appelleret til sammenholdet og understreget det, vi ved, nemlig at Ukraines kamp for frihed også er vores. Det har været med til i endnu højere grad at understrege og overbevise om, at Ukraine naturligvis hører til i Europa og med tiden i EU – en dag på den anden side af krigen.

Men for at nå dertil er der betingelser, der skal opfyldes. Blandt dem er den grundlæggende accept af det frie ord. Allerede inden krigen var der historier om, at ytringsfriheden for især medierne ikke altid havde gunstige vilkår i Ukraine, og at det under en krig som nu er endnu værre, er indlysende. Men derfor er det alligevel stadig et krav, at landet og ikke mindst dets præsident viser, at man accepterer det frie ord og retten til at være uenig.

Center for Modvirkning af Desinformation lyder som noget fra George Orwells ”1984”, men det er et center under Ukraines Nationale Sikkerhedsråd. Centeret har formentlig en central funktion under krigen, men det er for nylig også blevet brugt til at sortliste 72 internationale politikere, tænkere og forskere, heriblandt fire danskere: Rusland-eksperten Jens Jørgen Nielsen, freds- og konfliktforskeren Jan Øberg, formand for Schiller Instituttet i Sverige Ulf Sandmark og professor på Aalborg Universitet Li Xing.

Fælles for de fire danskere er, at de i slutningen af maj deltog i et seminar om alternativer til den aktuelle sikkerhedspolitiske struktur i verden for at mindske spændinger og opdelingen af lande i f.eks. medlemmer og ikkemedlemmer af Nato. Bl.a. Li Xing er imod Ruslands angreb på Ukraine, men han har også baseret på sin forskning sat spørgsmålstegn ved sanktionspolitikkens virkning på lang sigt. Begge dele – både seminarets tema og spørgsmålstegnet ved den vestlige sanktionspolitik – er naturligvis helt legitime i et frit og åbent samfund.

Derfor er det bekymrende, når Ukraine sortlister forskere og andre, der har et andet syn på konflikten. For det kan dårligt ses som andet end et forsøg på at tvinge dem til tavshed og stemple enhver anden vinkel end den proukrainske som prorussisk og dermed på den forkerte side af historien.

Ukraines kamp for frihed over for dens modsætning, Putins barbariske ufrihed, er heroisk og fortjener al vor støtte. Men med sin afvisning af det frie ord, den frie forskning og den frie debat er det i denne sag netop Ukraine og dets præsident, der risikerer at bevæge sig over på den forkerte side, langt væk fra de idealer, som de forhåbentlig på den anden side af krigen vil efterstræbe for at understrege, at de er en del af os, som vi lige nu ser deres kamp som vores.