Venstre ved man, hvor man havde
Jan E. Jørgensens fortrydelse over VLAK-regeringens kulturpolitik er dybt utroværdigt og i udsøgt grad det stof, politikerlede er lavet af.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
»Venstre ved man, hvor man har.« Sådan lød det, da Venstres nuværende partiformands far, Uffe Ellemann-Jensen, i 1998 skulle forsøge at vriste statsministerposten fra Poul Nyrup Rasmussen. Det lykkedes som bekendt ikke, men det gjorde det til gengæld tre år senere i 2001, og derefter vidste man i næsten et årti, hvor man havde Venstre: eftertrykkeligt på magten; de første år med en skræmmende effektiv statsminister i skikkelse af Anders Fogh Rasmussen, der erobrede modstanderens velfærdspolitik og dertil udlændingepolitikken. Dér havde man Venstre.
Siden er bøtten vendt. Blå blok sejler for vilkårlige vinde med flossede sejl med partier på hver sin kurs. Venstre er i meningsmålingerne mere end halveret i forhold til valget for to år siden, og siden turbulensen efter først Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensens afgang og derefter Inger Støjbergs exit, er det et parti, som – hvis man skal være venlig – har visse problemer med at definere, hvor man befinder sig.
Et eksempel på, hvad denne identitetskrise kan føre til, så man sidste weekend, hvor Venstres nye kulturordfører, Jan E. Jørgensen, i et stort interview i Berlingske udlagde sit partis syn på kultur og kulturpolitik. Eller man må formode, at det er hans partis politik og ikke bare hans egne holdninger? Ingen i partiet har i hvert fald undsagt ham endnu.
Under alle omstændigheder: Vi lever i tider, hvor det er moderne at undskylde sin fortid. Det vil Jan E. Jørgensen, der i øvrigt også drømmer om at blive borgmester på Frederiksberg, åbenbart ikke stå tilbage for, så i en hændervridende fortrydelse af regeringstidens kulturpolitik får han sagt undskyld for VLAK-regeringens medieaftale, hvor man med støtte fra DF fik vedtaget besparelser på 20 pct. på DR og flyttet FM4-udbuddet 110 km fra København, så det skiftede hænder fra Radio24syv til det nuværende Radio4, samtidig med at han også beklager det såkaldte omfordelingsbidrag, der pålagde alle kulturinstitutioner at spare 2 pct. årligt i en fireårig periode. Man forstår på Jan E. Jørgensen, at Venstre i virkeligheden er et kulturparti, og at den forrige regerings synder mest af alt skyldes, at man var i kløerne på DF, der var den destruktive kraft i det ”hævntogt” og den ”blodrus”, som var vendt mod Radio24syv og DR. Jan E. Jørgensen blev dagen efter fulgt af daværende kulturminister, Mette Bock, som fortalte, at prisen for at beskære DR var det forsmædelige hævntogt mod Radio24syv.
Man kan sige, det er en gratis omgang i forhold til DF, for partiet er i mellemtiden blevet decimeret til snart sagt ingenting og er sat mere eller mindre uden for indflydelse i blå blok. Men det bør ikke være en gratis omgang i forhold til vælgerne. Jan E. Jørgensen giver indtryk af, at man på det nærmeste holdt sig for næsen og lukkede øjnene, inden man skrev under på aftaleteksterne med DF for at, ja, vel for at bevare magten.
Man var regeringsbærende parti, men mente det åbenbart ikke. Danmarks liberale parti kunne ikke se, at DR’s størrelse på et presset dansk mediemarked var et problem. Tværtimod. Nu er ”X-factor” pludselig sublim public service og en integrationsmotor. Ét er, at man tænker det, noget andet at man siger det. Det er dybt utroværdigt og i udsøgt grad det stof, politikerlede er lavet af. Venstre drømmer angiveligt stadig om at være et regeringsbærende parti. Men denne slingrekurs og fortrydelse over egen fortid er virkelig alt andet end regeringsdueligt. Men måske er det der, man har Venstre i dag?