Skattevæsnet må sige med Lenin: Tillid er godt, kontrol bedre

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det åbne, liberale samfund er også et sårbart samfund. Det er en gammel sandhed, men sjældent er det blevet udstillet så nådesløst som i Jyllands-Postens igangværende afsløringer af, hvordan personer med forbindelse til jihadister og IS-krigere i Syrien har malket den danske statskasse gennem organiseret svindel og udspekulerede momskarruseller.

Sagen føjer sig til andre horrible afsløringer af, hvor let det har været for internationale plattenslagere at bedrive en slags selvbetjening i det danske skattesystem, bl.a. svindlen med udbytteskat for 12,7 mia. kr. Men det giver de nye afsløringer en ekstra dimension, at nogle af disse penge, i alt 800 mio. kr., kan være gået til finansiering af terror. Den danske sag er en del af det største igangværende skattesvindelkompleks i EU.

Det kan være let nok i bakspejlet at kritisere myndigheder og politikere for naivitet og tossegodhed. Midt i en terrortid burde alt, hvad der lugter af finansiering af terror, naturligvis få alle alarmklokker til at bimle omgående. Muligvis har vi i lille Danmark for længe varmet os på en formodning om, at her i smørhullet hersker kun fred og ingen fare. Hos os gælder den junglelov ikke, der råder andre steder; hér tror vi udelukkende på det gode i mennesket og udlever det i praksis, så ikke et øje er tørt.

Det vil naturligvis være utilgiveligt. Men det er også rigtigt at minde om, at det som regel er myndighederne og lovgivningen, som på disse meget komplicerede områder halter efter dem, der finder og udnytter hullerne. Oprydningen bliver i sagens natur dermed en reaktion på svindlen, og inden hullet er lukket, er milliarderne rullet.

Det har sin egen nedslående ironi, at jo friere et samfund er, og jo større tillid det viser sine borgere, jo større bliver i virkeligheden behovet for kontrol og overvågning. Det ses overalt i de moderne samfund. Videoovervågning på gader og stræder, kontrol af offentligt ansattes arbejdsindsats, indgreb på de sociale medier: Vi troede, at vi fik mere og mere kontrol med vores eget liv, og at friheden til at bestyre det, som vi vil, er større end nogensinde. Men der vil altid være dem, der sætter sig ud over denne liberale tillidserklæring. Det er de kriminelle af alle slags, og dem er et samfund nødt til at gardere sig imod, selv om det kører på tværs af de ideelle forhåbninger.

I de aktuelle sager har svindlen over for statskassen været ekstraordinært skrupelløs. Dels fordi beløbene er så enorme, dels fordi svindlerne også hæmningsløst har misbrugt den tillid, som skattevæsnet dybest set har vist dem, der har ret til at få refunderet udbytteskat. Der har været et element af selvbetjening over systemerne, som har været baseret på, at man nogenlunde fik refunderet, hvad man bad om.

Myndighederne har lært på den hårde måde, at tillid er godt, men kontrol bedre. Lige så bedrøvelig denne erkendelse er, lige så indlysende må man efterhånden sige, at den er. Der forestår nu et årelangt arbejde med at skaffe flest mulige af de svindlede penge tilbage og lukke opståede eller potentielle huller i systemerne.

Det er en ringe trøst, at Danmark ikke er alene. Svindlen har været sat i system i mange lande, og beløbene er flere steder langt større. Overalt er lektien den samme: Hvor der findes en mulighed for berigelseskriminalitet, bliver den også udnyttet. Men ét kan selv ikke et nok så åbent og liberalt samfund aldrig gå på kompromis med: Kriminalitet må aldrig kunne betale sig.