Venstre er sin egen værste fjende
Fornuftige pejlemærker kommer til at stå i skyggen af det personopgør, som langt fra er slut.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Selv om Kristian Jensen ihærdigt fastslog, at han vil genopstille som næstformand på Venstres landsmøde i november, er det langt fra givet, at han bliver valgt. Spørgsmålet er, om Kristian Jensen overhovedet når så langt.
For det første undlod Lars Løkke Rasmussen at bakke sin næstformand op. Tværtimod, så fik han på pressemødet i Ruds Vedby hvislet, at han var uenig med Kristian Jensen i analysen af partiets strategi og fik indirekte sagt, at de to ikke stiller op som formandskab, men hver for sig.
»Jeg har klart en opfattelse af, at både jeg og Kristian vil søge genvalg på landsmødet i efteråret. Om vi får det, er ikke noget, vi bestemmer,« lød det fra Lars Løkke Rasmussen.
Forløbet op til gruppemødet indeholder de klassiske elementer for et parti i krise, hvor personspørgsmål og magtkampe fylder mere end politik.
For det andet gentog partiets nestor Claus Hjort Frederiksen offentligt den holdning, som han havde givet udtryk for over for Venstres folketingsgruppe. Hjort synes, at det er uholdbart med en næstformand, som underløber partiets formand og opfordrer i øvrigt til, at den strid, som Venstre har dækket over i fem år, bliver afklaret.
Bolden er givet op til det opgør, som Venstre ihærdigt har forsøgt at undgå. Hovedpersonen er ikke længere Lars Løkke Rasmussen, men Kristian Jensen, som også i Ruds Vedby måtte erkende, at han ender med selv at stå som den lille, når han udfordrer Lars Løkke Rasmussen, som det nu er sket, da han undsagde Løkkes strategi under valgkampen om en SV-regering i et interview med Berlingske.
Selv om mange givet er enige i Kristian Jensens analyse og følte sig lige så overraskede over Løkkes kursændring som partiets inderkreds, så var det Lars Løkke Rasmussen, som tog stikket hjem i Vestsjælland. At han selv har arbejdet på at forlade partiet ved at søge topjob i EU blev slået hen, som var det blot en ”friskfyragtig bemærkning”. Nu vil Lars Løkke Rasmussen være statsminister igen.
Målet til at nå dertil er ifølge Løkke, at Venstre fastholder den midtsøgende kurs, som han selv var eksponent for under valgkampen. Dansk Folkeparti fik klar besked om, hvad Løkke Rasmussen mener om diktater om, hvem Venstre skal holde sig fra. Venstre skal samarbejde, men ikke for enhver pris: Det må ikke blive dyrere at være dansker, der skal skabes vækst og velstand, og den fair og faste udlændingepolitik må ikke undermineres, og Venstre bekender sig til europæisk samarbejde. Fornuftige pejlemærker, som man kun kan tilslutte sig og interesseret følge, hvordan Venstre vil agere, når partiet, som Lars Løkke Rasmussen formulerede det, står i egen ret uden at tænke på skrøbelige politiske balancer.
Den bemærkning var næppe møntet på Venstres egen balance og den åbenlyse uenighed i partitoppen om kursen. Forløbet op til gruppemødet indeholder de klassiske elementer for et parti i krise, hvor personspørgsmål og magtkampe fylder mere end politik. Både socialdemokrater og konservative kan tale med om, hvor opslidende fløjopgør er, hvor lang tid det tager at hele et parti igen efter kampene, og ikke mindst hvor vanskeligt det er at finde en politisk profil, som både kan samle partiet og stå troværdigt over for vælgerne.
Claus Hjort Frederiksens udmelding om det uholdbare i at have Kristian Jensen som næstformand blev fluks imødegået af Louise Schack Elholm, kendt som Kristian Jensen-støtte. Forestillingen er i gang. Solen skinnede for en stund på Venstre i Vestsjælland. Forude venter novembers mørke. Venstre er sin egen værste fjende netop i en situation, hvor partiet havde mulighed for at frigøre sig, vokse og vise, hvad det vil sige at være ægte liberal.