Det var på tide med indgreb mod kviklån
Et ordentligt samfunds opgave at hjælpe de svageste.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Regeringen og dens støttepartier har indgået en aftale om at gøre indgreb mod de såkaldte kviklån. Man kan anføre, at det var på tide. Gennem de senere år er et stigende antal mennesker kommet i alvorlige vanskeligheder på grund af disse hurtige lån, som kan opnås uden nogen sikkerhedsstillelse og uden nogen form for vurdering af tilbagebetalingsevnen.
Udlånerne må selvfølgelig afskrive en del af gældsposterne, men det opvejes så rigeligt af de vanvittige rentesatser. De årlige omkostninger overstiger sædvanligvis de 100 pct., men der er eksempler på, at udlånerne beregner sig op til 1.000 pct. i samlede årlige omkostninger, hvortil kommer groteske morarenter, altså de renter, der skal betales, hvis lånene ikke betales tilbage til tiden.
Vanviddet turde være åbenlyst for enhver, men altså ikke for de mennesker, der naivt lader sig friste af tilbuddet om at komme ud af en aktuel, presserende pengenød.
Fornøjelsen er kortvarig, for den første opkrævning finansieres med yderligere kviklån, og katastrofekursen er lagt. I løbet af kort tid har låneren sat sig i gæld på op til flere hundrede tusinde kr. Før eller senere opdager personen, typisk en mand mellem 18 og 29 år, at han synker uhjælpeligt i økonomisk kviksand. For sent.
Man kan anføre, at de mennesker, som således kommer i økonomisk uføre, ligger, som de har redt.
Straffelovens ågerparagraf skulle ellers være tydelig nok: »For åger straffes den, som udnytter en andens persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller bestående afhængighedsforhold til i et aftaleforhold at opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen …«
At der her er tale om et væsentligt misforhold mellem mellem ydelse og modydelse, kan ingen vel være i tvivl om. At der ligeledes må være tale om letsind og manglende indsigt og formentlig økonomiske vanskeligheder, må også ligge uden for enhver tvivl. Det burde således være oplagt, at domstolene i sådanne tilfælde kunne dømme for åger. Det gør domstolene imidlertid ikke, og afvisningen sker med den begrundelse, at långiveren jo ikke kender låntageren personligt og derfor ikke kan vurdere lånerens forhold, herunder om det drejer sig om en person med letsind og manglende indsigt.
Det må antages at være en juridisk holdbar begrundelse, men vanskelig at forstå for menigmand med sans for rimelighed og ordentlighed. Men nu skal det være slut, mener altså både regeringen og støttepartierne.
Daværende erhvervsminister Rasmus Jarlov nedsatte en arbejdsgruppe til at se på mulighederne for at begrænse kviklånene. Den går åbenbart grundigt til værks, hvis der da ikke bare er tale om et overdrevent afslappet forhold til sagens alvor, for den har endnu ikke forelagt resultaterne af sin tankevirksomhed. Det skulle ellers ikke være så svært.
En lovfæstet begrænsning af de årlige omkostninger må være oplagt, og det er da også det, som de involverede parter kredser om. SF foreslår 15 pct., Forbrugerrådet Tænk foreslår 20 pct., mens bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, mener, at grænsen skal være 50 pct. I betragtning af hvilke overtræksrenter på en almindelig lønkonto bankerne har den frækhed at beregne sig, kan sidstnævnte ikke undre. De pæne bankfolk skulle jo nødig rammes af en ny, mere veldefineret ågerparagraf.
Man kan anføre, at de mennesker, som således kommer i økonomisk uføre, ligger, som de har redt. Så sandt, men det er et ordentligt samfunds opgave at hjælpe de svageste, og svaghed er der bestemt tale om, hvis man lader sig friste af ryggesløse långiveres sleske tale.