Minister - og så direktør. Og ingen løfter et øjenbryn

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der er kun grund til at glæde sig, når politikere engagerer sig mere direkte i det omkringliggende samfund. Alt for tit er historien om danske folketingspolitikere, at de hovedsagelig opererer under Christiansborgs osteklokke, og at det desværre kan aflæses på deres undertiden lidt anstrengte forhold til det virkelige liv, som det leves udenfor.

Når så en politiker pludselig får en interessant og udfordrende post uden for Christiansborg, giver det som regel kun anledning til at se det som noget positivt – med én bestemt undtagelse. Det må ærlig talt undre, at det i det ellers så nidkært og nådesløst kontrollerede Danmark er muligt at gå direkte fra en ministerpost til en magtfuld post i erhvervslivet eller i en organisation uden videre begrænsninger eller krav om en karensperiode.

Senest er det Venstre-manden Lars Christian Lilleholt, der kun en uge efter at være ophørt som energi-, klima- og forsyningsminister har fået en post i bestyrelsen for affaldskoncernen Marius Pedersen. Der er bestemt grund til at ønske begge parter tillykke, men det må vitterlig overraske, at et sådant skifte kan gå helt upåagtet hen i en dansk debat, der ellers ikke just savner fokus på emner som inhabilitet, kasketforvirring og mulige interessekonflikter.

Tidligere har udmærkede mennesker og dygtige politikere foretaget tilsvarende skift: Brian Mikkelsen gik direkte fra sit ministerium til en toppost som direktør i interesseorganisationen Dansk Erhverv. Bjarne Corydon gik til konsulentfirmaet McKinsey fra posten som finansminister, og Karen Hækkerup opgav posten som justitsminister for at blive direktør i Landbrug & Fødevarer – for nu blot at nævne de seneste og tydeligste eksempler. Det kan være et udtryk for den højt besungne danske tillidskultur, at alle som en selvfølge går ud fra, at de formår at holde deres sti helt ren. Men i de fleste andre tilfælde lader vi det ikke blive ved det. Her får Lenins gamle ord lov at gælde: Tillid er godt, kontrol bedre.

Professor i forvaltningsret Sten Bønsing, Aalborg Universitet, er blandt de få, der nu fortjenstfuldt her i avisen har forsøgt at rejse en debat. Han peger på, at Danmark skiller sig ud fra de fleste andre lande ved ikke at have regler, der begrænser ministre og topembedsmænds mulighed for øjeblikkelige karriereskift. Traditionelt plejer en henvisning til »lande, vi normalt sammenligner os med …« at være nok til at udløse en hurtig politisk reaktion, men ikke her. De vestlige landes samarbejdsorganisation, OECD, presser også på for sådanne regler, men modsat andre internationale organisationer og konventioner har Danmark tilsyneladende ingen hast på dette område. Det er det, der vitterlig må undre.

Andre lande, bl.a. Norge og Sverige, lader et nævn eller en etisk kommission afgøre, om en minister eller topembedsmand kan gå direkte ud i det private erhvervsliv eller en interesseorganisation. I visse tilfælde pålægges en karenstid, før det kan ske. Det er svært at se, at et sådant system ikke vil kunne højne tilliden til, at alt er gået rigtigt til.

Der er ingen grund til at have mistanke om bevidste undladelsessynder, måske snarere almindelig mangel på omtanke. Den ses flere steder, såmænd også i mediebranchen, hvor politiske spindoktorer og tidligere folketingskandidater går direkte ind og bliver f.eks. tv-nyhedsoplæsere.

Alle er så glade, når en politiker omsider træder ud i den virkelige virkelighed, at man let glemmer de nærmere omstændigheder. Men de to hensyn kan sagtens forenes. Tak til professor Sten Bønsing!