Kunne man forestille sig oppositionen vinde i Moskva eller Skt. Petersborg? Måske er der håb for Tyrkiet
Præsident Erdogan har fået en modstander, som ikke sidder bag tremmer
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Et borgmestervalg i Istanbul lyder ikke af alverden – medmindre man bor ved Bosporusstrædet, selvfølgelig – men hvad der netop er sket i Tyrkiets største by, kan ændre meget i Europa og Mellemøsten. Præsident Erdogans for tiden største rival, Ekrem Imamoglu, har vundet. Erdogans kandidat, en afdanket premierminister, har tabt. For anden gang inden for tre måneder, for i første omgang ville Erdogan ikke anerkende resultatet.
Erdogan har en smule overraskende indrømmet nederlaget; det samme har den afdankede regeringschef. Efter snart en generation, hvor Erdogan har forvandlet Tyrkiet fra et land med dynamik og kurs mod demokrati til et totalitært enmandsregime, havde man opgivet håbet om snarlige lyspunkter. Nu har man Imamoglu.
Det bliver ikke kønt, når Erdogan-klanen, herunder hans svigersøn, finansministeren, en gang må forlade scenen
Man skal altid, ikke mindst på de kanter, være varsom med at udråbe personer til frelsende engle. Erdogan blev selv i begyndelsen anset som en demokrat, der gik ind for retsstaten. Det viste sig, at det kun havde sin gyldighed, indtil han havde nået toppen. Siden gik det ned ad bakke med borgerrettighederne, navnlig efter et kupforsøg i 2016.
Det afgørende ved valget af Imamoglu er imidlertid, at præsidenten og hans parti, AKP, har fået modspil. »Taber vi Istanbul, taber vi Tyrkiet,« har Erdogan tidligere sagt. Istanbul har en nærmest mytisk betydning i tyrkisk politik i modsætning til hovedstaden Ankara, der så at sige blev stampet op af jorden af Kemal Atatürk under dennes forsøg på at skabe en moderne nation i 1920’erne. Istanbul rummer hele den osmanniske historie, Ankara fungerer mest som administrativt centrum.
Erdogan har selv været borgmester i Istanbul. Han tiltrådte for et kvart århundrede siden og har vist, at man kan bruge byen som springbræt til noget endnu større. Imamoglu har i et interview med denne avis for nylig ikke afvist, at han stiler mod noget af det samme, selv om han, hvad der vel var klogt, heller ikke ville bekræfte det. Symbolkraften er der under alle omstændigheder.
Resultatet – Imamoglu fik omkring 54 pct. af stemmerne – er et vink med en vognstang til Erdogan. Imamoglu er fra CHP, grundlagt af Atatürk, der jo ville adskille stat og religion. Det er stort set det modsatte af Erdogans drejebog.
Selv om Tyrkiet er stort, og Istanbul ikke leverer statistisk belæg for, at Erdogans tid rinder ud, kan Imamoglus sejr være begyndelsen til en lavine. Økonomien er på grund af præsidentens storhedsvanvid og massefængslinger af rigtige eller indbildte modstandere ude over kanten. Det internationale omdømme er ruineret, og med Erdogans indkøb af russiske våbensystemer har han forrådt sine allierede i Nato-kredsen.
Især inflationen, for tiden 19 pct., og arbejdsløsheden, på i øjeblikket 14 pct., skader Erdogan. Langsomt er der også ved at forme sig en slags modstand i AKP. Erdogan og hans familie har angiveligt samlet en formue gennem korruption i stor stil (politifolk, som undersøgte sagerne, har fået livsvarigt fængsel). Det bliver ikke kønt, når Erdogan-klanen, herunder hans svigersøn, finansministeren, engang må forlade scenen.
Foreløbigt er der dog grund til at udtrykke optimisme. Hvis præsidenten ikke følger tidligere impulser og sætter Imamoglu bag tremmer, kan han virkelig være på vej ud. Det ville så adskille Tyrkiet fra f.eks. Rusland. Kunne man forestille sig oppositionen vinde i Moskva eller Skt. Petersborg med Kremls godkendelse? Måske er der håb for Tyrkiet.