EU lammes af Frankrigs udenrigspolitiske hykleri i Libyen
I konsekvens af Frankrigs udenrigspolitiske hykleri kan EU ikke gøre andet end at forstærke sit afvisningsberedskab i Middelhavet.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Når USA evakuerer sine specialstyrker fra et land, ved enhver, at situationen er alvorlig; og det er den i Libyen.
Den FN-støttede regering i Tripoli og langs Middelhavskysten til Sirte er under stigende pres fra krigsherren Khalifa Haftar, hvis styrker kontrollerer store dele af de østlige og centrale dele af landet, og som er omtrent den sidste, som nogen kan ønske at se ved magten i Libyen.
I den forgangne uge indledte Haftars styrker angreb på hovedstaden Tripoli, og selv om de blev slået tilbage, er det ingen garanti for, at styrker loyale over for den internationalt anerkendte regering vil kunne holde stand.
Da Libyen næstefter Tyrkiet er det største transitland for migranter og flygtninge med kurs mod Europa, er det essentielt, at EU har en enig og umisforståelig politik over for Libyen. Om nogen turde man forvente, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron vil stille sig i spidsen for at sikre denne enighed, da han gentagne gange har slået til lyd for »et suverænt, forenet og demokratisk Europa«. Som så ofte med pompøse budskaber fra Élysée-palæet er der ingen sammenhæng mellem ord og handling.
Da EU-landene skulle vedtage en udtalelse, der opfordrer alle stridende parter til »omgående at indstille alle militære operationer« samt opfordre Khalifa Haftar til at »trække sine styrker tilbage fra Tripoli«, blev det blokeret af Frankrig.
Det kræver ikke synderlig fantasi at forestille sig en libysk krigsherre og en skruppelløs russisk præsident orkestrere en ny folkevandring over Middelhavet.
Den fælleseuropæiske erklæring skulle også rumme en sætning om, at Haftars offensiv »bringer livet i fare for civile, herunder migranter og flygtninge (…) med risiko for alvorlige konsekvenser for Libyen og hele regionen, herunder truslen om terror«. Der skønnes at opholde sig tæt ved 700.000 migranter i Libyen, der er strandet på vejen, men ikke har opgivet håbet om at nå til Europa.
For at beskytte sine olieinteresser i Libyen har Frankrig støttet Khalifa Haftar, men hvad der for alvor bekymrer Nato er, at det samme gør Rusland. Haftar deltog som officer i det kup, der i 1969 bragte Muammar Gaddafi til magten, og selv om Haftar levede i eksil i USA fra 1990 til 2011, har Rusland i de seneste tre år forsynet ham med træning, udstyr, penge samt politisk og diplomatisk støtte.
Hvad Ruslands præsident, Vladimir Putin, måtte ønske til gengæld for støtten til den libyske krigsherre, kan man kun gisne om, men det kræver ikke synderlig fantasi at forestille sig en libysk krigsherre og en skruppelløs russisk præsident orkestrere en ny folkevandring over Middelhavet med kurs mod det Europa, der også i dette spørgsmål er et hus i splid med sig selv.
Ingen kan begræde, at Muammar Gaddafi blev fjernet fra magten, men om noget har udviklingen i Libyen understreget, at man ikke kan bombe sig til politiske løsninger. Siden diktatorens fald i 2011 har Libyen på intet tidspunkt haft en stabil periode, og det vil næppe heller ske, hvis Khalifa Haftar måtte komme til magten.
Som i de fleste dysfunktionelle lande er en forhandlingsløsning den eneste forstandige udgang, men en sådan er umulig, når udenlandske kræfter aktivt støtter de stridende parter. Rusland er ikke alene. Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og nabolandet Egypten har leveret våben og anden støtte til Khalifa Haftar.
I konsekvens af Frankrigs udenrigspolitiske hykleri kan EU i situationen ikke gøre andet end at forstærke sit afvisningsberedskab i Middelhavet med henblik på at kunne forsvare de ydre grænser som forudsat i Schengen-samarbejdet.