Politikeres markeringssyge over for afsagte domme og krav om lovændringer må høre op

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Få timer efter at Højesteret onsdag i sidste uge havde afsagt dom i to såkaldte stalkingsager, var politikere ude med kritik af afgørelsen. Helt i overensstemmelse med sædvanlig – og dybt beklagelig – tradition blev der forlangt lovændringer. Tre måneders fængselsstraf er alt for lidt, erklærede Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, og Dansk Folkepartis og Socialdemokratiets retsordførere, hhv. Peter Kofod og Trine Bramsen, meddelte, at paragrafferne omhandlende stalking skulle ændres.

Efter at tre retsinstanser nøje havde gransket sagernes detaljer, vurderet dem i pagt med paragraffer og forarbejder og til overflod var nået frem til nogenlunde ensartede bedømmelser, var politikerne i stand til i løbet af få timer at feje dommene fra rigets højeste retsinstans til side, kritisere afgørelserne og forlange lovændring og højere strafferammer.

Kernen i vores retssystem med tre retsinstanser er, at Højesteret som sidste ankeinstans i de store træk fastlægger linjen i fortolkningen af lovene, og at de lavere retsinstanser i kommende lignende sager retter ind derefter. Det er en glimrende ordning, som imidlertid kortsluttes, når folketingspolitikerne i utålelig markeringsiver straks farer ud og kritiserer Højesterets domme. Enhver har naturligvis ret til at være uenig i domme fra samtlige tre retsinstanser, herunder selvfølgelig også Højesteret, men enhver har at rette sig efter dem, og sagen stiller sig anderledes, når kritikken kombineret med krav om lovændringer kommer fra mennesker, som repræsenterer lovgivningsmagten.

Som bekendt er det Folketinget, der vedtager love og fastlægger strafferammerne, hvorefter domstolene har sig at rette. Men ikke alle sager ligner hinanden, og derfor skal domstolene have et tilpas stort spillerum til at træffe nuancerede afgørelser i de enkelte sager.

Netop de to sager, som der blev afsagt dom i onsdag i sidste uge, repræsenterer spændvidden. Den ene handlede om en psykisk syg kvinde, der i desperation over et brudt forhold opsøgte og kontaktede sin tidligere sexpartner talrige gange. Til sidst så generende, at han anmeldte hende for stalking. Sagen omfatter så specielle omstændigheder, at Højesteret valgte at fravige lovens overordnede princip om, at stalking som udgangspunkt skal føre til ubetinget fængselsstraf.

Den anden sag havde en ganske anderledes grov karakter. Den drejer sig om en mand, som kvitterede for et brudt forhold til en kvinde med voldsomme trusler og placering af en gps-sender i hendes bil, hvorefter han forfulgte og generede hende i trafikken med talrige farlige situationer til følge. Dertil kommer, at han havde brudt ind i hendes hjem, stjålet smykker og aflivet hendes to hunde med knivstik under omstændigheder, der efter Højesterets vurdering havde karakter af mishandling. Tiltalen mod denne mand omfattede i alt 68 enkeltforhold, som hver især blev nøje vurderet af retterne. Byret og landsret havde vurderet forholdene til ni måneders fængsel, mens Højesteret idømte manden 15 måneders fængsel og dermed anlagde en anderledes streng vurdering af sagens alvor end de to lavere retsinstanser.

Alt i alt to værdige og velbegrundede afgørelser. Men politikerne måtte markere sig. De måtte over for deres vælgere demonstrere handlekraft og stålsathed over for forbrydelser. Dybest set kommer politikere med sådanne krav og vurderinger tæt på at underkende deres egne evner som lovgivere, for havde de været omhyggelige i den proces, havde det jo ikke været nødvendigt at forlange ændring af loven.