Danmark fører en menneskeretspolitik i forskellige hastigheder. Det er ikke værdigt

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Danmark skal sammen med 14 andre, vestlige lande have udtrykt bekymring over for Kinas behandling af uighurerne, et muslimsk mindretal, der især holder til i regionen Xinjiang. En million uighurer skal være i opdragelseslejre, folk forsvinder åbenbart fra den ene dag til den anden, ikke fordi de er forbrydere, men fordi de åbenbart ikke passer ind i det kommunistiske glansbillede om en nation af glade kinesere.

Det danske engagement kan kun viderebringes som et kvalificeret rygte, for Udenrigsministeriet er ikke meget for at kommentere sagen. Udenrigsminister Anders Samuelsen meddelte op til weekenden til Politiken, at rapporter om lejrene er »stærkt foruroligende« og at han selv har taget spørgsmål om menneskerettigheder og mindretal op, når han har besøgt Kina. Den aktuelle sag vil han ikke kommentere og taler om »lækkede dokumenter«. Forinden havde han undladt at svare på spørgsmål herom på et pressemøde.

Man skal derfor ty til nyhedsbureauet Reuters for at få lidt at vide. 15 vestlige ambassadører i Kina, herunder den danske, skal have skrevet et kritisk brev til partichefen i Xiniang og bedt om et møde. Reuters er et seriøst medie, og »lækkede dokumenter« tyder jo på, at brevet eksisterer. I hvert fald har det fået talskvinden for det kinesiske udenrigsministerium, Hua Chunying, op i det røde felt. Ambassadørerne er da velkomne til at tage til Xingiang, siger hun, men måske skulle de fokusere på at passe deres arbejde, hvilket ifølge Hua er at udbrede kendskabet til Kina på »sandfærdig, omfattende og mangfoldig vis« samt påtage sig en »positiv og konstruktiv rolle«; det er tydeligvis ikke sket her, mener hun. Hvad diplomaterne har gjort, er »meget uhøfligt og uacceptabelt«.

Bandbullen kan læses på det kinesiske udenrigsministeriums hjemmeside, og egentlig er den ikke overraskende. Vi ved, at Kina er et diktatur, som træder mennesker, der ikke er enige med kommunistpartiet, under fode. Nobelpristageren Liu Xiaobo, der dristede sig til at gå ind for vestlige frihedsværdier, tilbragte årevis i fængsel, kun de sidste dage kunne han tilbringe uden for sin celle, på et sygehus, døende af kræft. Han prædikede altid fredelig modstand. Det er noget af det værste, man kan gøre over for totalitære regimer. Det passer ikke til deres tankegang.

Kinas officielle reaktion er altså forventelig. Det er den forblommede, danske tale desværre også. Ja, naturligvis støtter man ikke forfølgelse, og det kan man sige diskret, men for guds skyld ikke højt, synes devisen at være.

På den måde gradbøjes menneskerettigheder. Det afhænger ikke så meget af geografien som af bruttonationalproduktet og eksportvolumen, er indtrykket. Forgangne uge meddelte udviklingsminister Ulla Tørnæs i Folketinget, at Danmark tilbageholder bistand for 65 mio. kr. til Tanzania og udsætter et besøg til de kanter, fordi der er indledt en jagt på homoseksuelle. Såre fornuftig disposition fra ministeren. Men interessant er det, at hun umiddelbart inden var i Kina for at »styrke samarbejdet« på udviklingsområdet, som det hed i en udtalelse; her forekom ordet menneskerettigheder ikke. Er Kina bedre end Tanzania – eller bare større?

Danmark har også været tilbageholdende med offentligt at støtte katolikken Asia Bibi, der i Pakistan langt om længe er løsladt, efter at Højesteret har omstødt en dødsdom, udstedt på grund af en angivelig fornærmelse af profeten Muhammed. Der kan have spillet sikkerhedshensyn ind, men grundlæggende bekræfter den en menneskeretspolitik i forskellige hastigheder. Det er ikke værdigt.