De offentlige fratrædelsesaftaler bør udløse offentlig forargelse

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

”Bykongen” blev han kaldt, socialdemokraten Jens Kramer Mikkelsen, da han i 15 år fra 1989 til 2004 sad som overborgmester i København. Sandt er det da også, at hovedstaden i den periode, han havde borgmesterkæden, udviklede sig kolossalt, så den nu er så svært genkendelig mange steder, at man må ty til Olsen Banden-film, hvis man vil se, hvordan den så ud i 1980’erne. I hvert fald når det drejer sig om Københavns Havn og brokvartererne. Meget er sket.

Det kan dog næppe tilskrives Kramer Mikkelsen det hele, og det får ham nok heller ikke til at gå over i historien som en moderne Absalon eller Christian den Fjerde. Til gengæld er det hævet over enhver tvivl, at han ikke kun har stået til tjeneste for København; han har også selv tjent godt og grundigt på det. Da han fratrådte før tid som overborgmester, var det for at tiltræde en stilling som administrerende direktør for Ørestadsselskabet, der skulle stå for planlægning og drift af Københavns Metro og udviklingen af Ørestaden. Det blev senere til Udviklingsselskabet By og Havn, der skulle stå for udviklingen af Ørestaden, Københavns Havn og Nordhavnen samt for driften af Københavns Havn. Jens Kramer Mikkelsen fulgte med som direktør indtil april i år, hvor han fratrådte efter gensidig aftale. Den ”gensidige aftale” var givtig for Jens Kramer Mikkelsen, kunne man i går læse på onlinemediet Journalista, for han kunne tage to års løn med sig, i alt 5,2 mio. kr., også selv om den 66-årige tidligere politiker blot tre måneder senere tiltrådte en ny direktørstilling.

Jens Kramer Mikkelsen placerer sig dermed på en flot tredjeplads over offentlige chefer, der har fået forgyldte fratrædelser, kun overgået af en tidligere DSB-direktør (8 mio. kr.) og en tidligere Dong-direktør (7,2 mio. kr.). De såkaldt gyldne faldskærme er i forvejen en kendt sag i det private erhvervsliv, hvor det hører til den almindelige orden, at topchefer går med millionfratrædelser, der kan være langt større end Kramer Mikkelsens, der for såkaldt almindelige mennesker dog kan virke astronomisk nok i sig selv.

Hvordan det private erhvervsliv udformer sine direktørkontrakter, er dets egen beslutning, men det kan og bør dog ikke forhindre den offentlige forargelse over deres størrelse, især ikke når en bankdirektør går ud af døren med 18 mio. kr., angiveligt efter selv at have sagt op oven på historiens største hvidvaskskandale. Imidlertid forholder det sig anderledes med offentlige chefer, for her er der tale om andres penge, nemlig skatteydernes, når en chef som i dette tilfælde Kramer Mikkelsen går med en enorm sum for kort efter at tiltræde en ny direktørstilling. Det er, som en professor formulerede det, en »ubehøvlet selvbetjening« af nogen, der udfylder offentlige hverv.

Den officielle begrundelse for de høje lønninger og fratrædelsesaftaler er, at det offentlige ellers ikke kan rekruttere samme steder som de private. Det er imidlertid en myte, for det offentlige og for den sags skyld også det private arbejdsmarked er i høj grad lukkede kredsløb, når det gælder rekrutteringen af topchefer.

I en tid, der roligt kan kaldes ”grådighedens tidsalder”, og hvor Kramer Mikkelsens partifælle, statsministerkandidaten Mette Frederiksen, for nylig skrev i en kronik her i avisen, at »kapitalismen er syg«, og at staten skal gribe langt hårdere ind over for grådigheden, er det forståeligt, hvis de, der i sidste ende betaler, skatteyderne, har svært ved at se de offentlige fratrædelser som andet end hykleri og frås med andres penge.