Hvordan i himlens navn kan man sætte en mand fra det kinesiske diktatur i spidsen for Interpol?
Vi ved ikke, om Meng Hongwei er korrupt, som regimet i Beijing hævder. Men hans seneste stilling er urovækkende.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
På sin vis er det ikke den store overraskelse, at den hidtidige chef for det internationale politisamarbejde Interpol, Meng Hongwei, nu sidder bag tremmer. Meng er kineser og har været forsvundet siden en rejse til hjemlandet den 25. september. Mandag meddelte sikkerhedsministeriet i Beijing så, at han er anholdt i en bestikkelsessag.
Vi skal ikke gøre os kloge på, om anklagerne mod Meng er velbegrundede. Kina er omtrent så langt fra at være en retsstat, som man kan forestille sig. Folk smides i fængsel eller chikaneres på anden måde, blot de ytrer kritik af det kommunistiske regime. Nobelpristageren Liu Xiaobo var indespærret næsten en fjerdedel af sit liv, inden han døde sidste år. Hans brøde? Han havde åbent – og fredeligt – kæmpet for menneskerettigheder.
Meng kan altså være skyldig, eller han kan være uskyldig. Partichef Xi Jinpings indsats mod f.eks. korruption synes noget selektiv. Den rammer også ledende partikammerater, men mest dem, der er hans rivaler. Xis egen familie er blevet sat i forbindelse med økonomiske transaktioner, der dårligt kan være blevet finansieret af de beskedne, officielle gager.
Det forbløffende er imidlertid, at han siden 2016 var Interpols øverste leder. Igen: Vi ved meget lidt om ham, men det afgørende var, at han var repræsentant for det største diktatur i verden. Og som sådan forestod dette globale samarbejde. Hvad bliver det næste? Kim Jong-un som leder af Amnesty International? Nicolás Maduro som ekspert i god regeringsføring?
Vi ved meget lidt om ham, men det afgørende var, at han var repræsentant for det største diktatur i verden. Og som sådan forestod dette globale samarbejde.
Der har været fortilfælde, som ligner: Præsidiet for FN’s Menneskeretsråd har de senere år haft medlemmer fra Cuba, Egypten og Kirgisistan, som dårligt kan kaldes foregangslande på området. Interpol selv blev mellem 1968 og 1972 ledet af en tidligere SS-officer. Men det gør jo ikke sagen bedre.
Internationalt samarbejde er altid en balancegang. Der kan være god mening i at have en dialog med selv de mest rædselsvækkende regimer, som f.eks. den kontakt, der er etableret mellem USA og Nordkorea og netop videreført med en visit af den amerikanske udenrigsminister i Pyongyang. Under Den Kolde Krig var den såkaldte CSCE-proces medvirkende til at forbedre menneskeretssituationen i Østeuropa. Det kan også være fornuftigt at inddrage problematiske nationer i globale netværk.
Et af disse netværk er Interpol, der formelt er en privat sammenslutning, om end gennem den sidste snes år med observatørstatus i FN. Den beskæftiger sig med grænseoverskridende kriminalitet, på det seneste også med terror. Ifølge statutterne må den ikke behandle »indgreb eller aktiviteter af politisk, militær, religiøs eller racemæssig karakter«.
Så langt, så godt, og der er vel argumenter for at have Kina med. Men Kina har ikke en politietat i vestlig forstand. Naturligvis er der betjente, som tager sig af banale færdselsforseelser og cykeltyverier, og der er et kriminalpoliti, som efterforsker mord. Men det hele er underlagt et diktatur. Hvordan i himlens navn kan man sætte en mand fra et sådant regime i spidsen for Interpol?
Meng er i søndags trådt tilbage »med øjeblikkelig virkning«, som det noget stramt hedder i en meddelelse på organisationens hjemmeside, og man kan være lettet over, at hans afløser ikke er en repræsentant for Saudi-Arabien, der i weekenden blev beskyldt for at myrde en systemkritiker i landets generalkonsulat i Istanbul. Sådan må det gerne forblive.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.