Husk at tale med djævlen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Når The New Yorker Festival om nogle dage løber af stablen på forskellige lokationer på Manhattan, vil festivalen ligne sig selv; mange kendte og fremtrædende kunstnere og intellektuelle vil entrere scenen til en begivenhed, der gennem de seneste år har budt på navne som forfatteren Don DeLillo, komikeren Jerry Seinfeld, kokken Ottolenghi og musikere som Paul Simon og Bruce Springsteen. The New Yorker er ikke et hvilket som helst magasin, dets markante forsider pryder mange fremtrædende kaffeborde verden over, så når magasinet fejrer sig selv og samtalen, konversationen, har man ikke svært ved at tiltrække de rigtige navne og det rigtige publikum.

De mange samtaler og indslag er normalt både interessante og hyggelige, men i år havde magasinets fremragende redaktør, David Remnick, besluttet sig for at krydre begivenheden med noget andet; han havde planer om fra scenen at interviewe selveste Steve Bannon, Trumps tidligere PR-chef og rasende propagandist. Han ville konfrontere ham på scenen, for hvorfor ikke? Hvorfor ikke netop tage en af tidens mest forhadte mænd, selve inkarnationen af den hvide vrede, og høre, hvad han havde at sige? Er det ikke netop, hvad den demokratiske samtale handler om?

Ideen var jo oplagt, og Remnick havde arbejdet på den i månedsvis. Men da planerne blev offentligt kendte, samledes et forargelsens kor, både blandt magasinets mange medarbejdere og tilknyttede forfattere og blandt publikum på de sociale medier, for hvordan kunne man invitere denne hvide nationalist og antisemit på scenen og dermed give ham en platform? Som det hed. Helvede brød løs, det føg med trusler og forbandelser. Så måtte Remnick beskæmmet trække invitationen til Bannon tilbage.

I sig selv er det naturligvis ydmygende for en chefredaktør at måtte trække i land på den måde, og Remnick offentliggjorde da også et længere forklarende brev i den anledning. »At interviewe en person er ikke at støtte ham,« forsvarede han sig, og det har han naturligvis ret i. En samtale, et interview er derimod en journalistisk opgave, og enhver ordentlig journalist ville takke ja til et interview med djævlen selv – der var vel et par spørgsmål, man kunne stille ham? Men nej, det skulle ikke være. »Jeg har skiftet mening,« skrev Remnick og endte i en lettere sølle, sofistisk forklaring om, at festivalen var noget andet, fordi magasinet i denne forbindelse betalte rejseomkostninger og logi for den inviterede, og sådan skulle man jo ikke støtte Bannon, så Remnick ville finde en anden måde at interviewe ham på.

Det er en trist historie. Den illustrerer tingenes tilstand på ulykkeligste vis. Vi taler ikke med hinanden og isolerer os i ekkokamre, der hylder egne sandheder. For nylig meddelte f.eks. radikale Sofie Carsten Nielsen i Politiken, at »vi må bekæmpe våset i dansk politik, ellers bliver vi alle dummere«. Hun fremhævede en annonce, der hævdede, at der er en million muslimer i Danmark og sagde til journalisten, at den var indrykket af Nye Borgerlige. De var svært enige. Det passer imidlertid ikke. Den omstridte annonce er indrykket af en privat dame, og hverken hun eller annoncen har noget med Nye Borgerlige at gøre. Men tilfældet illustrerer den gamle sandhed, som man også kan se opført hver aften i Deadline på DR2, at den hyggeligste samtale er den, der består af gensidig ros og fælles fordømmelse af de fraværende. Hyggeligt er det, men det bringer ikke samtalen videre, og det er helt galt: Vi er nødt til at tale med hinanden.