Også klimaforskere skal huske at få hele historien med

Efter den varmeste og tørreste sommer meget længe siger det sig selv, at klimadebatten er kommet op i et højere gear. Det er godt, sundt og aldeles nødvendigt, men der ligger en meget stor opgave i at værne om den bagvedliggende videnskabelighed, som skal være afsæt for de vidtrækkende politiske beslutninger.

Sommeren har været ekstrem, og mange vil gerne gøre meget – og helst meget hurtigt. Men der er skruet så meget op for dommedagsprofetierne rundt om i hjørnerne, at flere forskere forleden advarede mod hysteri og overdrivelser i klimadebatten. Når en rapport fra Københavns Universitet forudser en mulig stigning af havoverfladen på 10-60 meter, så hører det med, at det måske kan ske om 10.000-100.000 år. Når den russiske permafrost muligvis tør op, hører det med, at det også først kan ske om rigtigt mange år, og at det også kan indebære fordele for klimaet.

Nuancerne og forbeholdene ryger let i øjeblikkets ophidselse, og det er netop, hvad der ikke må ske. Hvis eksperter og fagfolk devaluerer sig selv og deres egen videnskabelighed ved at deltage i skræmmekampagner eller trækker deres forskning længere i den gode sags tjeneste, end den kan bære, får det den stik modsatte effekt. Den klimamæssige udfordring er så stor, at den kun kan håndteres ved opretholdelse af den strengeste videnskabelige redelighed.

Der er hørt røster – også fra klimaforskere – om, at der er behov for at »emotionalisere« klimadebatten yderligere, hvis mennesker for alvor skal bringes til at ændre adfærd af hensyn til klimaet. Det vurderes altså ikke længere at være nok at fremlægge fakta og efterleve normale krav til videnskabelig dokumentation og så lade politikerne komme til. En sådan tilgang vil være helt ødelæggende for den folkelige opbakning. Hvis alle data og fakta yderligere skal igennem en følelsesmæssig vridemaskine, vil det få den aktuelle debat om fake news til at blegne. Det ville være den allerstørste bjørnetjeneste, man kan gøre klimaet.

Tidligere på sommeren gik 300 eksperter sammen om i et åbent brev at forlange et helt andet fokus på klimaændringerne, og hvis man troede, at de tog udgangspunkt i egen ekspertise, blev man skuffet. De færreste var klimafagfolk. Alle mulige slags eksperter var med i opråbet, men de gjorde ikke andet end at reducere sig selv til almindelige debattører og underløbe deres videnskabelige troværdighed. Også en antropolog har ret til at skrive et bekymret læserbrev, men skal ikke bilde nogen ind, at hun er klimaekspert.

Det må undre, at eksperter og fagfolk generelt ikke selv er mere omhyggelige med at værne om deres faglighed. Det ses også tit i indvandrerdebatten. Alt for tit falder eksperter for fristelsen til at træde ind i rollen som debattør. Naturvidenskab handler om at måle og veje og fremlægge kendsgerninger – ikke om at snakke politik. Det er der nok andre, der gør. Hvis den videnskabelige troværdighed først er underlagt et »ulven kommer«-syndrom, hvor debatten bliver stadigt mere skinger på en politisk baggrund, kommer vi ingen vegne.

Der er ingen andre end eksperterne og videnskabsfolkene selv til at holde deres sti ren. Der er mange, som presser dem og gerne vil tage dem til indtægt for politiske meldinger, og medierne har en naturlig opgave i at få alle slags budskaber med. Desto vigtigere er det, at de selv trækker grænsen for, hvad deres forskning kan bruges til.

Klimaudfordringen er alt for stor til at blive kastebold i et politisk spil. Først videnskab. Dernæst politik.