»Hvad skal det nytte?« spurgte De Radikale. Også dengang tog de fejl

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

En sidste tak, et sidste udtryk for den dybeste respekt og en sidste chance for at lære af historien at træffe rigtige beslutninger, mens enkelte af datidens helte stadig er i live.

Regeringen har – smukt og rigtigt – afsat penge til at give alle nulevende modstandsfolk, tjenestegørende i allieret skibstjeneste, indsatte i koncentrationslejre og deres efterladte en hædersgave på 10.000 skattefrie kroner – udbetalt i forbindelse med 75-året for samarbejdspolitikkens sammenbrud under den tyske besættelse, den 29. august 1943.

Det er formentlig tilfældigt, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, netop i disse jubilæumsdage er på besøg. Det har fået statsminister Lars Løkke Rasmussen til her i avisen at tale rammende om, at hvor Frankrig stillede med den store passion ved dannelsen af EU efter den europæiske civilisations nedsmeltning i 1945, så sad Danmark på kanten af kontinentet og så mere lavpraktisk til. Men sandheden er også, at Danmark ikke mindst reddede sig over på den rigtige side af stregen takket være frihedskæmpere af alle slags, hvoraf de tilbageblevne nu får en sidste velfortjent hyldest.

Mærkedagen er ikke blot en gold, historisk dato. Den symboliserer meget håndgribeligt ned gennem tiden de eviggyldige, dybt eksistentialistiske valg, som en befolkning og dens valgte repræsentanter kan blive stillet overfor. Historiens lære er nok især, at afgørende moralske valg ikke kan udskydes i det uendelige. Man må træffe en beslutning og stå ved den, så godt man kan.

Den 29. august 1943 førte til et brud med 70 års forudgående småstatstænkning og radikal hvad-skal-det-nytte-defaitisme. Den bragte os fra neutralitet over modstand til optagelse i alliancer som Nato og senere EU. At samarbejdspolitikken stadig er så kontroversiel i dag, skyldes ikke mindst den afgrund, der i Besættelsens første år åbnede sig mellem befolkningen og politikerne. Men en del historikere har siden set det som deres opgave at nedtone dette skisma.

På den baggrund er det godt at kunne sige til de sidste frihedskæmpere, der nu hædres, at vi – efterkommerne – faktisk har forvaltet deres arv nogenlunde. Men det har holdt mærkeligt hårdt. Endnu for 15 år siden insisterede DR på at lade Erik Scavenius, samarbejdspolitikkens største symbol, indgå i en tv-serie om ”Store danskere” på linje med Niels Bohr, A. P. Møller, Victor Borge m.fl. Og hvem husker ikke det rasende postyr om statsminister Anders Fogh Rasmussens kritik af samarbejdspolitikken for præcis 15 år siden?

Kernen i Foghs kritik: Hvis alle havde gjort, som det officielle Danmark gjorde ved den tyske besættelse den 9. april 1940, havde Hitler-Tyskland vundet. Den konstatering må i dag kunne passere som en uomtvistelig kendsgerning. At den kunne ophidse hjemstavnshistorikere og kulturradikale så voldsomt i 2003 vidner især om, hvor kompromisløs og altomfattende den værdikamp, som Fogh Rasmussen selv havde udløst ved sin tiltræden, var dengang i 00’erne.

Fogh ville også gerne se det danske bidrag til krigene i Afghanistan og Irak som en slags soning af samarbejdspolitikkens svigt, og det kan selvfølgelig altid diskuteres. Men Socialdemokratiets behov for at trække en tilsvarende linje mellem en ny aktivistisk udenrigspolitik og partiets eget svigt under fodnoteperioden i 1980’erne er ikke meget anderledes.

Historien bruges og misbruges. Det er der ikke meget nyt i. Afgørende er, at vi også i dag kan hylde dem, der dengang for 75 år siden traf nogle valg, som alle danskere siden har nydt godt af. Det nyttede i dén grad!